For tredje gang inden for kort tid åbner Feriepartner et nyt bureau. Denne gang styrker feriehusudlejeren sin position i Sydøstjylland, og samtidig har man hentet en ny bureauleder hos Novasol.
Feriepartner, som kalder sig landets største danskejede feriehusudlejer, mærker til den vækst, som lige nu er i feriehusbranchen. Derfor udvider feriehusudlejeren nu sin stab og antallet af bureauer med ansættelsen af Jan Bech, som feriepartner i en pressemeddelelse betegner som en erfaren bureauleder.
I sin nye rolle skal Jan Bech stå for at opstarte og drive Feriepartners første afdeling i Sydøstjylland. Bech har de seneste 12 år arbejdet med feriehusudlejning for Novasol, hvor han først var tilknyttet Hejlsminde og senere fik titlen som regionschef i Jylland.
”Jeg glæder mig til at tage det næste skridt på rejsen og komme i gang med jobbet hos Feriepartner, hvor jeg kan trække på mit kendskab til markedet og området. Mit hoved er allerede sprængfyldt med idéer til, hvordan vi kommer ud over stepperne med Feriepartners første fysiske bureau i Sydøstjylland,” fortæller Jan Bech, som starter som ny bureauleder hos Feriepartner Sydøstjylland den 1. maj.
Han fortæller, at han glæder sig over, at det netop er hos Feriepartner, at han nu skal slå sine folder.
”Det er et stort plus for mig, at Feriepartner er en danskejet feriehusudlejer, som fokuserer på tilgængelighed og lokal tilstedeværelse, værdier som jeg personligt værdsætter højt og tror på som den rette strategi for at blive husejere og gæsters foretrukne udlejningsbureau,” udtaler han således.
Jan Bech fortæller, at det ikke altid har ligget i kortene, at han skulle arbejde med feriehusudlejning. Før han blev en del af branchen, var han i 25 år Falck-redder, og herefter var han sælger hos en lokal belysningsvirksomhed. I 2012 så han imidlertid en jobannonce fra Novasol, som fangede hans opmærksomhed og blev startskuddet for til hans karriereskifte.
Ser potentiale i geografisk område
Sydøstjylland er en populær feriehusdestination, oplyser Feriepartner, og aktuelt formidler man 65 huse i byer som Hejlsminde og Kelstrup Strand. Indtil nu har man formidlet udlejningen af husene fra Feriepartner i Middelfart, men så snart, der er fundet nye lokaler, er man altså klar til at flytte tættere på lokalområdet.
“Potentialet i Sydøstjylland er kæmpestort, og jeg har fuld tiltro til, at Jan Bech med sin store erfaring fra en lignende stilling i området kan forløse det potentiale. Lige nu arbejder vi på at etablere en base, og derefter skal vi have ansat det team, som sammen med Jan skal udgøre Feriepartner Sydøstjylland,” fortæller Mikkel Jørgensen, som er direktør og indehaver af Feriepartner Sydøstjylland.
Har styrket sin tilstedeværelse i 2024
Det nye feriepartner-bureau i Sydøstjylland er i øvrigt ikke det første, som Feriepartner har åbnet i 2024. Senest drejer det sig om et nyt bureau på Fanø drevet af bureauleder Henrik Jørgensen og ferierådgiver Dorthe Malling Nielsen.
Bureauet på Fanø blev åbnet i marts, og blot en måned forinden blev et nyt bureau åbnet i Ålbæk som en udstikker af Feriepartners bureau i Tversted.
Det nordjyske bureau er drevet af Mads Buck Jensen sammen med bureauleder i Tversted, Lars Lundsgaard, som overtog lederskabet a Feriepartners nordligste kontor i december 2023. Feriepartner tæller aktuelt 35 privatejede udlejningsbureauer.
I øvrigt har man for nylig fundet en ny leder til Feriepartners bureau i Sønderborg i form af Katrine Carlsson, som har arbejdet 16 år hos Kongehuset med blandt andet service og rengøring og har været kammerjomfru for prinsesse Benedikte og kammerjomfruassistent for dronning Margrethe.
Relaterede artikler:
Feriepartner åbner nyt bureau på Fanø