Feriepartners bureau ved Limfjorden. (PR-foto: Feriepartner).

Feriepartner udbygger sin vestjyske tilstedeværelse

For anden gang på samme uge offentliggør den store feriehusudlejer Feriepartner åbningen af et nyt bureau. ”Vores lokale tilstedeværelse kan være et afgørende skridt i forhold til at nå vores vækstmål,” fortæller bureauleder.

Feriepartner, som kalder sig selv Danmarks største danskejede udlejningsbureau, oplever stor interesse for at holde ferie i et dansk feriehus, og i en pressemeddelelse oplyser man, at bookinger til den kommende sæson ”vælter ind.”

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser samtidig, at der er booket 436.625 husuger på landsplan i resten af 2024, hvilket er en stigning på mere end 6,5 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Den høje efterspørgsel kan også mærkes hos Feriepartner Limfjorden, som nu har rykket teltpælene op fra bureauet i Vorupør og flyttet til Struer for at komme tæt på gæster og husejere.

Mens der er tale om en flytning, er det anden gang på en uge, at Feriepartner annoncerer åbningen af et nyt bureau. Mandag annoncerede feriehusudlejeren åbningen af en afdeling i Sydøstjylland.

”At være tilgængelige og tæt på er en væsentlig del af Feriepartners DNA, så vi ser frem til udsigten til at være endnu mere forankret i lokalområdet. Limfjorden som feriedestination har enormt meget at byde på, og vi glæder os til at kunne tilbyde en endnu mere personlig og nærværende service for gæster såvel som husejere,” fortæller Lars Fredsgaard, som er bureauleder hos Feriepartner Limfjorden.

Med Fredsgaard følger også en ejerrådgiver og en ferierådgiver, som indtil nu har været en del af kontoret i Vorupør.

Stor vækst i efterspørgslen
Limfjorden er en populær destination for turister, og danske og tyske turister står for 90 procent af overnatningerne i området, oplyser Feriepartner. Desuden er efterspørgslen steget kraftigt de seneste år, og siden 2017 lyder stigningen på 50 procent. Derfor er en styrket lokal tilstedeværelse også nødvendig, fortæller Lars Fredsgaard.

”Vores lokale tilstedeværelse kan være et afgørende skridt i forhold til at nå vores vækstmål for 2024. I dag udlejes mindre end 50 procent af sommerhusene i området, og det er et af de indsatsområder, som vi vil fokusere på som det første. Vi udlejer i øjeblikket 176 sommerhuse, og stræber efter at nå 200 ved årets udgang,” siger bureaulederen, som forventer en solid vækst i området de kommende år.

Feriepartner-kæden opererer i øvrigt bureauer i 35 danske byer, og formidler udlejning af mere end 8.000 privatejede feriehuse på tværs af landet.

 

Relaterede artikler:

Feriepartner styrker sig i Sydøstjylland

Feriepartner åbner nyt bureau på Fanø

Ny bureauleder har fortid hos kongehuset og på TV