Feriehuse. (Foto: Feriepartner Danmark | Facebook.com | PR)

Oplever stor interesse for at leje feriehuse ud

I 2023 steg antallet af feriehuse til udlejning herhjemme med seks procent i forhold til året før, fortæller Feriepartner, der oplever, at tendensen har bidt sig fast og er fortsat i år.

Træerne er blevet grønne, og det er efterhånden længe siden, at himlen har været grå. Med andre ord så nærmer sommeren sig med hastige skridt, og de første indikationer peger på, at det bliver en travl en af slagsen hos feriehusudlejerne.

Feriepartner fortæller i hvert fald, at nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der på nuværende tidspunkt samlet set er booket 215.312 husuger i danske feriehuse i løbet af juni, juli og august, hvilket er knap 6.400 flere uger end på samme tidspunkt i 2023.

Hos feriehusudlejerens bureau i Blåvand regner medejer og salgschef Morten Høst med, at gæster fra ind- og udland vil bidrage til, at bookingniveauet i den kommende sommer vil flugte med tallene fra 2023.

”Vi forventer at se en flot belægning hen over sommeren, der rammer sidste års rekordniveau. Tyskerne, som står for 86 procent af bookingerne i vores område, har i stor stil allerede booket feriehuse i for- og sensommeren, hvor de danske gæster primært er interesseret i højsæsonen.”

Bliver kontaktet som aldrig før
Udviklingen hjælpes på vej af, at der tilsyneladende er interesse for at leje ud. Ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening er der blevet sat omkring 2.000 flere feriehuse til udlejning i det seneste år.

Der var alt i alt omkring 41.000 feriehuse til udlejning på det danske marked i 2023, og det antal repræsenterer en stigning på omkring seks procent, hvis man sammenligner med året før, lyder det. Tendensen ser ud til at fortsætte i år, siger Morten Høst.

”Vi har aldrig fået så mange henvendelser fra husejere, som gerne vil stille deres hus til rådighed hos os. I løbet af de seneste tre måneder er vi vækstet med knap 67 procent flere huse til udlejning, og vi får fortsat mange henvendelser fra husejere, der er interesserede i at udleje hos Feriepartner.”

Ser værdi i lokal forankring
Feriepartner Blåvand har på nuværende tidspunkt omkring 200 huse i porteføljen. De ligger blandt andet i Blåvand, Ho, Vejers Strand samt Grærup. Salgschefen påpeger, at han er af den opfattelse, at bureauets forankring i området medvirker til, at ejere tager kontakt med henblik på udlejning.

”Vi oplever, at sommerhusejerne vælger os, fordi vi er et lokalt bureau, hvor beslutningerne træffes lokalt og hurtigt med alt hvad det indebærer,” siger Morten Høst.


Relaterede artikler:

Feriepartner udbygger sin vestjyske tilstedeværelse

Feriepartner åbner nyt bureau på Fanø

Erfarne kræfter overtager tre Feriepartner-bureauer