Den 17. maj har Destination Vesterhavet lanceret sit seneste værktøj i jagten på bedre gæsteservice. En kunstig intelligens skal hjælpe turisterne med at finde aktiviteter, der passer til netop dem, og så taler hun vestjysk på 92 sprog.
De fleste steder i Danmark er tiden, hvor en turist kunne troppe op på den lokale turistinformation for at få personlig hjælp til at udforske det område, de ferierer i, forbi.
Men nu har den personlige betjening fået et nyt ansigt i Destination Vesterhavet, og hun hedder Ida. ”Hvad skal vi lave i dag, Ida?” er for eksempel noget, som turisterne i Destination Vesterhavet kan spørge på deres eget sprog om det er morgen, middag eller midt om natten, og så kommer der et svar, som er skræddersyet til gæsternes udgangspunkt, interesser og appetit på aktiviteter.
Men selvom Ida altid er på arbejde, er der ikke tale om en særligt medarbejder hos Destination Vesterhavet, som nægter at holde fri. Ida er en kunstig intelligens bygget i MetaHuman, som Destination Vesterhavets marketingteam har udviklet og opdraget i samarbejde med teknologivirksomheden Twise. En revolution inden for gæsteservice, hvis man spørger destinationsselskabet selv.
”Vi står som pionerer i brugen af kunstig intelligens inden for turisme. Med Ida kan vi give gæsterne en meget personlig service med en hurtig og grundig inspiration til oplevelser. Teknologien imødekommer nutidens digitale adfærd, hvor der ikke er plads til spildtid, når vi søger viden. Og selvom Ida er et AI-genereret værktøj, er hun skabt med en menneskelighed, som gør hende nærværende og interesseret i gæsterne, når de interagerer direkte med hende. Det kan hele dansk turisme få glæde af i fremtiden – og på sigt hele verden,” siger Kent J. Bøndergaard, som er marketing- og medlemschef hos Destination Vesterhavet, i en pressemeddelelse.
Taler vestjysk på 92 sprog
Som Kent J. Bøndergaard fortæller er Ida bygget til at interagere med turister på en menneskelig måde. Hun har et skandinavisk udseende og kan tale 92 sprog flydende med vestjysk dialekt, da hun er bygget på en avanceret sprogmodel baceret på en lokal vestjydes stemme og artikulation.
Ida ved alt, hvad en hver gæst, der besøger Destination Vesterhavet, bør vide. Hun er bygget på techplatformen Twise og har al den info, der findes på destinationens hjemmeside plus det løse, og gæster kan få adgang til Ida på alle platforme med en webbrowser, ligesom hun vil være aktiv på en række udvalgte infoskærme rundt om i destinationen.
”Twise er en ’human-like’ AI, der med den rette træning opfører sig præcis som den gæsteservicemedarbejder, vi ønsker. Twise kan sammenfatte alle informationer, billeder og pdf sanke- og ravguider på vores hjemmeside, som hun så kan samtale med gæsterne om. Hun kan også hyggesnakke, og som ekstra bonus kan gæsterne have hende med i hånden under hele ferien”, fortæller Simone Abildskov Thomsen, digital marketing specialist hos Destination Vesterhavet, som har været fødselshjælper og stået for opdragelsen af Ida.
Destination Vesterhavet understreger, at selvom Ida i princippet kan servicere et uendeligt antal turister på samme tid, betyder det ikke, at nogle medarbejdere hos destinationsselskabet er blevet arbejdsløse. Det er nemlig mere end et fuldtidsarbejde at træne den kunstige intelligens med viden og sikre, at hun fortsat udvikler sig i takt med gæsternes digitale adfærd. I
Ida gik i luften den 17, maj, og den kreative kampagne er udarbejdet i samarbejde med ELS Production, som også har produceret animationsdelen af kampagnen, oplyser Destination Vesterhavet.
Relaterede artikler:
Destination sælger saltvand i ny kampagne