Michelin-restauranten, Restaurant Syttende på 17. etage af Steigenberger Alsik Hotel & Spa i Sønderborg, som vandt en Michelin-stjerne i 2021. PR-foto.

Kendt luksushotel får Green Key

Et af Danmarks mest kendte luksushoteller har opnået en Green Key-certificering. Certificeringen gives blandt andet for arbejdet med bæredygtighed, som har været tænkt ind, siden hotellet blev designet.

Da Alsik Hotel & Spa officielt blev indviet i maj 2019, var bæredygtighed allerede tænkt ind i hotellets design. Således var der allerede fra start 380 kvadratmeter solceller på hotellets tag, og varmeforsyningen er baseret på fjernvarme.

Begge dele er med til at sænke hotellets CO2-aftryk, og arbejdet med bæredygtighed har nu sikret Hotel Alsik en Green Key. Om certificeringen udtaler juryen bag Green Key:

”Juryen har især bemærket, hvordan der fra start har været et fokus på at fremtidssikre bygningen med seriøse investeringer i blandt andet styring og monitorering af energiforbrug og det heraf følgende målrettede arbejde med at nedbringe hotellets CO2-udledning.”

Ud over solceller og fjernvarme har hotellet også etableret tekniske løsninger, der betyder, at overskudsvarme fra køleanlæg kan lagres og benyttes efter behov.

På den måde kan hotellet bruge overskudsvarme til blandt andet at opvarme brugsvandet på hotelværelserne og i spaen. Belysningen på hotellet er også næsten udelukkende baseret på strømbesparende LED-belysning, bemærker juryen.

Juryen lægger også vægt på, at Alsik fokuserer på bekæmpelsen af madspild, ligesom hotellet primært handler med lokale fødevareleverandører, hvilket også med til at reducere CO2­ udledninger fra produktion, opbevaring og transport.

Et dejligt skulderklap
Jesper Bach Larsen, administrerende direktør hos Alsik Hotel & Spa, glæder sig over, at det arbejde, der har været med bæredygtighed siden hotellets spæde start, nu bliver anerkendt.

”Vi er meget stolte over at have opnået Green Key-certificeringen. Det afspejler vores engagement i bæredygtighed og miljøansvar. Bæredygtighed og grønne løsninger har været en vigtig del af Alsik siden den tidlige idéfase,” siger han.

Direktøren understreger dog, at man på hotellet ikke stiller sig tilfredse, fordi man nu har papir på arbejdet med bæredygtighed.

”Certificeringen fra Green Key er et dejligt skulderklap, men arbejdet stopper ikke her. Arbejdet med at gøre hotellet mere bæredygtigt fortsætter, og vi sigter hele tiden efter nye forbedringer,” siger han.

Alsik Hotel & Spa vandt i øvrigt en Danish Travel Award som bedste luksushotel i Danmark i 2023 foran Comwell Kongebrogaarden og Villa Copenhagen, som også var i top tre. Danish Travel Awards uddeles årligt af Travelmedia Nordic, som blandt andet udgiver Turisme24.dk.

Prisen uddeles på baggrund af en forbrugerundersøgelse foretaget af Epinion med et panel bestående af 3.000 forbrugere, der har fundet vinderne ved afgivne karakterer til de hoteller, attraktioner og destinationer, som de i løbet af de seneste 24 måneder har besøgt.

 

Relaterede artikler:

Mange virksomheder blev certificeret i 2023

Hotelkæde sætter udløbsdato på brugen af oksekød

Hotel øger krav til ESG med ny kontraktklausul