Hotel Alsik i Sønderborg: Pressefoto: Bitten & Mads Clausens Fond.

Destination melder om succes med lokalt pakkerejsekoncept

Et nyt samarbejde mellem et destinationsselskab, et rejsebureau, et luftfartsselskab og et hotel har givet pote for turismen i Sønderjylland. Sammen har aktørerne skabt et nyt, lokalt pakkerejsekoncept.

Normalvis sender rejsebureauet Albatros Travel sine gæster ud i Europa og resten af verden. Og mens bureauet i det danske rigsfællesskab sælger rejser til Grønland og Færøerne, har salget af rejser i selve Danmark været begrænset til en bustur i efteråret til naturfænomenet ”sort sol” med de enorme mængder stære ved Tøndermarsken.

Men sidste år tog Destination Sønderjylland, Albatros Travel og det sønderjyske flyselskab Alsie Express, der har hjemme i Sønderborg Lufthavn, ud på rundtur i det Sønderjyske. Og ud af den rundtur er en pakkerejse under overskriften ”Sønderjyske fristelser – Herlige oplevelser i grænselandet” blevet til.

Konkret bliver gæster taget fra København til Sønderborg med Alsie Express. I Sønderborg bliver de indlogeret på det firestjernede Steigenberger Alsik Hotel & Spa, og i fire dage kommer de 36 gæster, som ifølge Albatros Travel kan være på hvert hold, ud at udforske den sønderjyske øst- og vestkyst.

Oplever interesse fra gæster
Nu meddeler Destination Sønderjylland i et opslag på LinkedIn, at der er god interesse for at komme på pakkerejse i Sønderjylland.

”Turen er allerede blevet solgt til 243 gæster spredt ud over 11 afgange til Sønderjylland. Første gruppe ankommer den 15. april til Sønderborg,” skriver destinationsselskabet blandt andet.

Albatros Travel har tidligere oplyst, at grupperejserne til sønderjyske fristelser er planlagt i april, maj, august, september og oktober.

De mange gæster, der har købt en pakkerejse til Sønderjylland, kommer til at opleve Nationalpark Vadehavet, besøge Schackenborg Slot og Møgeltønder samt Noldemuseet. Turen går også til Historiecenter Dybbøl Banke, Gråsten Slot og den store turistattraktion Universe. Gæster kommer også til at opleve Sønderborg Slot og den sønderjyske østkyst langs gendarmstien.

At samarbejdet mellem Albatros Travel og Alsie Express også har inddraget Steigenberger Alsik Hotel & Spa, er nok næppe nogen tilfældighed. Alsie Express og Alsik er nemlig tæt knyttet til Danfoss-koncernens fond, Bitten & Mads Clausens Fond. Fonden ejer i øvrigt også Universe.

Bitten & Mads Clausens Fond er særdeles pengestærk. I fondens årsrapport for 2023 fremgår det, at fonden, som har en aktiemajoritet i Danfoss A/S, forventer at modtage et aktieudbytte på 866 millioner kroner fra virksomheden i 2024.

 

Relaterede artikler:

Specialist i udlandsrejser får gruppeture i Danmark

Alsik-direktør søger atter mod udlandet

Udskyder åbning af milliarddyrt resort