I januar 2023 blev Green Key nummer 200 uddelt. Her modtog Sandra Plesner Weinert, medejer af og administrerende direktør for Guldsmeden Hotels, Green Key-certificeringen af HORESTA’s administrerende direktør, Pia E. Voss. Arkivfoto.

Mange virksomheder blev certificeret i 2023

Andelen af turistvirksomheder med grønne certificeringer steg markant i 2023. Det er et tegn på, at branchen tager ansvar, lyder det fra HORESTA.

Der har været en stor stigning i antallet af virksomheder i hotel- restaurant- og turismebranchen, som ønsker certificeringer af deres grønne arbejde.

I dag kan 370 virksomheder i branchen fremvise en certificering fra enten Green Key, Green Restaurant, Green Tourism Organization, Green Sport Facility, Green Camping eller Green Attraction, og mange af de virksomheder fik certificeringen i løbet af 2023.

Således repræsenterer tallet en markant stigning på hele 21 procent i forhold til antallet af virksomheder i turistbranchen, som kunne fremvise en certificering i 2022, og det viser, at branchen tager den grønne omstilling alvorligt, mener Mikal Holt Jensen, Miljøchef i HORESTA og sekretariatsleder i Green Key.

“Udviklingen har i løbet af de seneste år virkelig taget fart. Flere og flere virksomheder efterspørger vores forskellige miljøcertificeringer, og vi oplever en stor interesse i at tage del i den grønne omstilling. I 2023 uddelte vi 70 nye certificeringer,” siger han således.

Han tilføjer:

”Der er rigtig mange gode miljøtiltag i branchen, og de mange nye certificeringer er dels udtryk for, at virksomhederne vil vise deres bæredygtighedsarbejde men også højere krav om netop det fra gæsterne. Vi har faktisk aldrig så stor efterspørgsel som i 2023.”

Arbejdet med miljømærkning har reel effekt
Af de seks certificeringer, som HORESTA uddeler, er Green Key størst. Den står får 219 af de 370 certificeringer. Certificeringen er i øvrigt blevet til i et samarbejde mellem HORESTA og Friluftsrådet.

Af de virksomheder, som kan bryste sig af en Green Key-certificering, er 20 konferencesteder, otte feriecentre, ni vandrehjem og hele 182 hoteller.

“Vi er meget glade for, at branchen ser vores certificeringer som løsningen på den stigende efterspørgsel om en mere bæredygtig virksomhedsdrift. Det vidner også om, at det arbejde, vi ligger i miljømærkerne til hverdag, har en reel effekt på branchen, hvilket vi er stolte over. Samtidig er vi bevidste om, at virkeligheden hele tiden ændrer sig, og at det er nødvendigt at justere kriterierne løbende,” siger Mikal Holt Jensen.

 

Relaterede artikler:

Vil sænke strømforbrug med kunstig intelligens

Dropper røde bøffer i klimaets navn

Hoteller går sammen om grøn bevægelse