Feriehuse på Vestkysten. Arkivfoto: VisitDenmark.

Feriehusbureauer går sammen om hollandsk fremstød

VisitDenmark er gået sammen med tre store feriehusbureauer om at tiltrække flere hollandske turister. Netop gæster fra Nederlandene kan bidrage til at udvide sæsonen, lyder det.

Antallet af hollandske gæster, som kommer til Danmark for at holde ferie, er stigende. Mellem 2019 og 2023 er antallet af hollandske overnatninger således steget med 24 procent, men de danske feriehuse har endnu ikke set deres andel af væksten.

Det ønsker VisitDenmark nu at ændre på, skriver organisationen i en pressemeddelelse. Markedet kan dog stadig godt mærke konsekvenserne af coronapandemien, fortæller Mette Rodehuis-Carlsen, VisitDenmarks markedschef i Nederlandene.

”Feriehusene har haft svære vilkår på det nederlandske marked de seneste år, og historien om en dansk feriehusferie har ikke været fortalt, blandt andet fordi den vigtigste turoperatør måtte lukke under pandemien. Samtidig ser vi en stigende interesse for at tage på feriehusferie, og derfor er vi gået sammen med tre store feriehusudlejere om en ny indsats for at for at tiltrække flere nederlændere til Danmark,” fortæller markedschefen.

Ser potentiale i fælles markedsføring
De tre feriehusudlejere, som Mette Rodehuis-Carlsen taler om, er Sol og Strand, Feriepartner Danmark og Nordsee Holidays.

For Sol og Strands vedkommende har man valgt at være med i det fælles markedsfremstød, fordi man ser et spirende marked i Nederlandene, fortæller Per Dam, administrerende direktør i Sol og Strand.

”Nederlandene er vokset støt det seneste års tid, og vi tror på, at der er potentiale for at hente yderligere vækst. Vi kan mærke en øget efterspørgsel, samtidig med at distributionen på markedet er blevet bedre. Derfor er vi gået sammen med VisitDenmark og de øvrige feriehusudlejere om en fælles indsats for at løfte markedet,” siger direktøren.

Tyskland og Danmark er langt de største markeder for feriehusene med henholdsvis 15 millioner og 6 millioner overnatninger i 2023. Til sammenligning stod hollænderne for 517.000 overnatninger, mens nordmændene stod for 547.000 overnatninger, oplyser VisitDenmark. Men Per Dam ser et større potentiale, for hollænderne kan være med til at udvide sæsonen.

”Nederlænderne har ferie på tidspunkter, hvor danskerne og tyskerne ikke har så meget ferie, for eksempel i majferien. Det er med til at gøre markedet interessant, fordi vi dermed kan udvikle turismen over en større del af året. Nederlandene er også interessant, fordi det norske marked er vigende. Vi ser det dog ikke Nederlandene som en erstatning for Norge, men som en videreudvikling af vores portefølje af markeder, vi allerede er inde på,” siger han.

Ferie med fred og ro i fokus
Indsatsen for at tiltrække hollændere til de danske feriehuse har stået på siden januar for at stimulere efterspørgslen op til majferien og forsommeren, oplyser VisitDenmark.

På nuværende tidspunkt har hollænderne booket knap 29 procent flere husuger i de danske feriehuse i maj sammenlignet med maj sidste år. Den hollandske markedsføring fremhæver særligt afslapning i naturen.

”Vi øger synligheden på markedet og fortæller om det attraktive ved en feriehusferie i Danmark. Det gør vi ved at tale ind i en af de stærke trends på markedet i øjeblikket, som handler om, at nederlænderne vil have fred og ro og være tæt på naturen. Og det får de i et feriehus i Danmark,” fortæller Mette Rodenhuis-Carlsen.

 

Relaterede artikler:

VisitDenmark vil hente svenskerne tilbage til Danmark

Fem store feriehusudlejere går sammen om at tiltrække tyskere

VisitDenmark vil vise danske styrkepositioner til OL