Jim Lyngvild. (Foto: Adventure Denmark | Edora | PR)

Jim Lyngvild vil skabe nyt hotel på Fyn

Selvom drømmen om at købe Harridslevgaard Slot måtte droppes, er Jim Lyngvild ikke færdig med Nordfyn. Nu er planen at bygge et hotel samt en park med legepladser og naturbeskyttelse.

I starten af september måned delte den kendte designer, forfatter og iværksætter Jim Lyngvild nyheden om, at han og forretningspartneren Trine Jepsens planer om at købe det nordfynske renæssanceslot Harridslevgaard måtte droppes.

Planen var ellers at forvandle slottet til den største turistattraktion på Nordfyn ved hjælp af blandt andet guidede ture på slottet og et årligt julemarked. Forbilledet var til en vis grad Egeskov Slot, der sidste år blev besøgt af 278.446 gæster.

Men selvom partnerne ikke bliver ejere af det fynske slot, har de langt fra droppet tankerne om en turistattraktion på Nordfyn, for i forbindelse med slotskøbet købte Lyngvild og Jepsen også 16,5 hektar tilstødende jord til slotte, og nu løfter makkerparret sløret for deres planer om at opføre et hotel med 32 værelser på arealet. Det skriver Fyens Stiftstidende.

”Vi har allerede nogle store samarbejdspartnere, som vi leger med og lægger planer med lige nu. Det er blandt andet et firma som Kompan, som har vist stor interesse for projektet. Sammen håber vi at skabe en kæmpe attraktion i det her,” fortæller Jim Lyngvild.

Oplevelsespark og koncerter
Konkret kommer hotellet til at ligge i Harridslevgaard Slots gamle ladebygninger. Selve slottet er blevet købt af Christian Stadil, der er koncernchef i Thornico-konglomeratet og kendt i den brede befolkning for sit engagement i det danske sportsmærke Hummel samt deltagelsen i de første sæsoner af Løvens Hule på DR.

På Facebook oplyser Jim Lyngvil, at han og Trine Jepsen ønsker at indgå et ”kærligt, kreativt samarbejde” med Hummel-milliardæren.

”For Trine og jeg har det aldrig været bydende nødvendigt at eje et slot, slottet er HELE Fyns slot, så nu kan vi koncentrere os om det nødvendige – at skabe kulturoplevelsen,” skriver Jim Lyngvild på Facebook.

På jordene opfører makkerparret turistattraktionen Harghwer Park med legepladser, rosenparker og naturbeskyttelse.

Derudover vil den store ladebygning i forlængelse af slottet blive brugt til, hvad Lyngvild betegner som ”folkelige formål” med for eksempel koncerter og julemarkeder.

”Alle ville vinde, og hele Nordfyn ville få den turistattraktion, der er så gevaldigt brug for,” skriver Jim Lyngvild på Facebook.

 

Relaterede artikler:

Jim Lyngvilds slotskøb går i vasken

Hummel-milliardær har kig på Harridslevgaard Slot

Jim Lyngvild vil være dansk turismes Simon Spies