Koncernchef Christian Stadil fra Thornico. (Foto: Rasmus Mogensen | Christianstadil.com | PR)

Hummel-milliardær har kig på Harridslevgaard Slot

Jim Lyngvild ville gøre Harridslevgaard Slot til en stor turistattraktion, men købet gik i vasken. Den tidligere DR-løve Christian Stadil har dog fattet interesse for slottet og en nærliggende herregård.

Nu skrives atter et kapitel i sagaen om Harridslevgaard Slot, der pludseligt blev kendt i hele Danmark, da designer, forfatter og iværksætter Jim Lyngvild sammen med sin forretningspartner den forhenværende sanger Trine Jepsen meldte ud, at man ville købe det fynske renæssanceslot.

I en stor del af landets medier lød det fra Lyngvild, at de to havde en ambition om at følge i fodsporene på Egeskov Slot. Gennem guidede ture, et årligt julemarked og andre aktiviteter ønskede man at forvandle Harridslevgaard til den største turistattraktion på Nordfyn.

For blot en uge siden kom det dog frem, at planerne alligevel ikke bliver til noget. Det skyldtes tilsyneladende, at forretningspartnernes advokat havde valgt at trække i håndbremsen, da de i løbet af processen havde fået kendskab til flere ting, som Lyngvild dog ikke ville komme nærmere ind på.

Har stiftet flere nye selskaber
Det ser dog ud til, at slottet alligevel skifter hænder. Christian Stadil, der er koncernchef i Thornico-konglomeratet og kendt i den brede befolkning for sit engagement i det danske sportsmærke Hummel samt deltagelsen i de første sæsoner af Løvens Hule på DR, kan være en mulig køber.

Oplysninger fra det danske CVR-register viser nemlig, at erhvervsmanden tidligere på ugen har stiftet et nyt selskab ved navn Ejendomsselskabet Harridslev A/S. Det oplyses, at selskabets formål er at eje og udleje Harridslevgaard Slot samt anden virksomhed i forbindelse med slottet.

Det stopper dog tilsyneladende ikke der. Samme dag er selskabet Jerstrup A/S blevet stiftet. Det ejes ligeledes fuldt og helt af Christian Stadil, og dette er grundlagt for at eje og udleje ejendommen Herregaarden Jerstrup, der ligeledes ligger i nærheden af Bogense.

18 værelser og mødefaciliteter
Ligesom Harridslevgaard Slot ejes herregården af familien Schimko, og de historiske bygninger, der trækker spor helt tilbage til 1328, er allerede indrettet således, at de kan betjene såvel turister som erhvervsfolk, der ønsker et afbræk fra de vante rammer.

Jerstrup har en kapacitet på 18 dobbeltværelser, spabad, en spisestue med plads til 40 personer samt en havestue, der kan benyttes som konferencerum eller mødelokale for op til 32 personer på en gang, ligesom den også kan inddrages i forbindelse større selskaber. Derudover er der yderligere tre stuer, som er velegnede til afvikling af mødeaktiviteter, oplyses det.

Hvor langt Christian Stadil er i processen, samt hvad han mere præcist ønsker at benytte ejendommene til, er endnu uklart. Han er ikke vendt tilbage på Fyns Stiftstidendes henvendelse om en kommentar, og Francesca Schimko fra Harridslevgaard Slot oplyser derudover til avisen, at hun ikke ønsker at udtale sig om sagen.


Relaterede artikler:

Jim Lyngvild har planer om stor musikfestival

Jim Lyngvilds slotskøb går i vasken

Jim Lyngvild omdanner slot til turistattraktion