Den nye festivals søster, Sommersol på Slottet, havde ifølge festivalens arrangører 6.000 besøgende. PR-foto.

Jim Lyngvild har planer om stor musikfestival

Få måneder efter, at Jim Lyngvild og Mads Hedegaard overtog en nordjysk campingplads med deres glampingkoncept, barsler makkerparret med en ny musikfestival. Konceptet er allerede afprøvet på Sjælland med tusindvis af gæster.

I maj måned løftede Jim Lyngvild og kompagnonen Mads Hedegaard sløret for deres nye vipingkoncept på Bramslev Bakker Camping, hvor gæsterne får mulighed for at overnatte i luksustelte og spise gourmetmad samtidig med, at de får et indblik i vikingetiden, som er den røde tråd i indretningen på pladsen.

Nu er makkerparret klar med et nyt festivalkoncept i Bramslev bakker under navnet ”Sommersol i Bakkerne.”

Festivalen løber for første gang af stablen den 28. og 29. juni 2024, og er med Lyngvild og Hedegaards egne ord ”en naturlig forlængelse af de eksisterende festivaler, Sommersol på Slottet i Charlottenlund og Musik i Lejet i Tisvilde.” Det skriver deres oplevelsesvirksomhed Adventure Denmark ApS i en pressemeddelelse.

Virksomheden samarbejder med eventbureauet Good Boys Agency, som står bag Musik i Lejet samt Sommersol på Slottet, som Adventure Denmark også står bag.

“Med en imponerende deltagermængde på 6000 gæster over to dage i Charlottenlund og endnu flere i Tisvilde står det klart, at det er en vindende opskrift, som er på vej til Mariager Fjord. Vi kommer til at se nogle solide danske navne, og jo mere lokal opbakning, desto bedre. Jeg har allerede haft de første møder med det lokale erhvervsliv, der også er begejstrede,” Fortæller Jim Lyngvild og Mads Hedegaard.

På søsterfestivalen i Charlottenlund havde Adventure Denmark navne som Scarlett Pleasure, Medina, Alex Vargas, Ida Laurberg, Vafande, Poul Krebs, Ida Corr og Lis Sørensen på tapetet.

Flere samarbejdspartnere er involveret
Ud over Good Boys Agency arbejder Jim Lyngvild og Mads Hedegaard også med lokale aktører som det nærliggende Hotel Bramslevgaard.

Og i ugen op til festivalen planlægger Bramslev Bakker også en række initiativer ud over festivalen. Dette inkluderer vandskiopvisning i samarbejde med Bramslev Vandskiklub, forskellige børnevenlige arrangementer, og desuden vil Bellevue Teatret levere gæsteoptræden af Jungledyret Hugo.

Campingpladsens restaurationsbygning bliver derudover omdannet til et stort spiseområde, oplyser Adventure Denmark.

Mads Hedegaard og Jim Lyngvild lægger vægt på, at samarbejdet med lokale kræfter er vigtige for dem.

”Vi er dybt engagerede i at skabe en ekstraordinær camping og festivaloplevelse og udvikle Bramslev Bakker-området til et kulturelt og underholdningsmæssigt knudepunkt. Vores store ønske er også at inddrage de lokale. Vi får brug for masser af opbakning fra erhvervslivet, og masser af frivillige for at skabe en kæmpe fest,” siger de.

De oplyser i øvrigt, at de håber, at Sommersol i Bakkerne vil blive taget lige så godt imod som de to søsterfestivaler. Sommersol på Slottet blev i 2023 udsolgt på få dage, og Musik i Lejet på få minutter, oplyser de.

 

Relaterede artikler:

Jim Lyngvilds slotskøb går i vasken

Jim Lyngvild vil være dansk turismes Simon Spies

Jim Lyngvild udvikler koncept til campingplads