Restaurant Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg. Foto: Robin Skjoldborg.

Udfordringer spøger stadig hos landets restauranter

Høj inflation, energikrise og stigende råvarepriser er stadig noget, som de danske restauranter må kæmpe med. Der er også fortsat udfordringer med at finde medarbejdere nok, viser en ny undersøgelse fra HORESTA.

De seneste år er det blevet dyrere at drive restaurant i Danmark efter perioder med høj inflation, energikrise og stigende råvarepriser. Og selvom inflationen er aftaget, er priserne på råvare og energi fortsat meget høje.

Det viser en undersøgelse som erhvervsorganisationen HORESTA har foretaget blandt sine restaurantmedlemmer.

“Tallene viser, at selvom inflationen er knapt så høj som tidligere, er branchen stadig voldsomt udfordret af høje omkostninger. Den aktuelle inflation bygger jo ovenpå sidste års galopperende stigning. Heldigvis modvirkes de høje omkostninger af en høj omsætning, men mange virksomheder har alligevel svært ved at få overskud på bundlinjen”, siger Jeppe Møller-Herskind, der er viceadministrerende direktør i HORESTA, i en pressemeddelelse.

Konkret viser HORESTAs undersøgelse, at 77 procent af restauranterne i København siger, at øgede omkostninger er den største udfordring, mens det gælder for 67 procent af restauranterne uden for hovedstaden.

Branchen mangler fortsat medarbejdere
Den næststørste udfordring for landets restauranter er manglen på arbejdskraft. Problemet er størst i hovedstaden, hvor 59 procent af restauranterne angiver, at mangel på arbejdskraft er blandt deres største udfordringer.

For resten af landet er det 48 procent af restauranterne, der peger på manglen på arbejdskraft som en af deres største udfordringer.

Uden for København er restauranterne i højere grad udfordret af ændringer i gæsternes forbrug og adfærd, mens de københavnske restauranter oftere angiver uvished om fremtiden og risiko for langvarig økonomisk krise som udfordringer.

”Siden genåbningen efter coronakrisen har restaurantforbruget ligget på et højt niveau, og det har givet branchen store udfordringer med at skaffe tilstrækkelig med arbejdskraft. I bund og grund er det jo paradoksalt, at mulighederne for at tjene penge er til stede, men at manglen på arbejdskraft har bremset branchen i at realisere potentialet fuldt ud,” konstaterer Jeppe Møller-Herskind.

Efterspørger politisk handling
Direktøren fortæller, at HORESTA mener, at bolden ligger på politikernes banehalvdel. Det er op til dem at få løst manglen på arbejdskraft.

”Det handler i vid udstrækning om at gøre det nemmere at hente arbejdskraft hertil fra udlandet. Vi har fået en lavere beløbsgrænse, og det er positivt. Men der er brug for, at den bliver sat yderligere ned. Vi ønsker også at få afskaffet formodningsreglen og at få forbedret mulighederne for at rekruttere via Positivlisten. Vi skal værne om den danske restaurantbranche, og det kan vi kun gøre, hvis der er adgang til den nødvendige arbejdskraft. Det gælder også på længere sigt, hvor det er afgørende, at vi får skabt nogle mere attraktive erhvervsuddannelser,” siger Jeppe Møller-Herskind således.

 

Relaterede artikler:

200.000 gæster skæppede i kassen på Vestkysten

Stadig mange konkurser i branchen

Erhvervsmand redder gourmetrestaurant fra konkurs