Betalingskort. (Foto: Nets | Twitter.com | PR)

200.000 gæster skæppede i kassen på Vestkysten

Det resulterede i en højere omsætning end normalt hos butikker og restauranter, da Wadden Tide løb af stablen sidste år. Udstillingen trak både danske og udenlandske gæster til.

I løbet af sensommeren sidste år udstillede ni danske kunstnere nye værker på Blåvandshuk Strand, ved Blåvandshuk Fyr og på restauranten Høfde4.

Værkerne var en del af Wadden Tide, der er en tilbagevendende kunstudstilling i Blåvand og Nationalpark Vadehavet. Den har til formål at bruge kunst til at give besøgende nye oplevelser af de områder, der er opført på UNESCOs Verdensarvsliste.

Den seneste udgave af udstillingen bar navnet ’First There Is A Mountain’ og omdrejningspunktet var sandets betydning for miljøet, historien samt fremtiden, fortæller Varde Kommune, der overtog ansvaret for afviklingen af Wadden Tide i 2021.

I kølvandet på den seneste udgave har it-virksomheden NTT Data foretaget en analyse med henblik på at afdække hvor mange gæster, som årets Wadden Tide nåede at tiltrække, inden et uvejr, der gjorde skade på dele af kunstudstillingen, resulterede i, at den måtte lukkes 10 dage tidligere end ellers planlagt.

Afspejles i øget omsætning
Ifølge analysen peger telefondata på, at 125.000 danskere besøgte udstillingen. På baggrund af det generelle niveau af udenlandske turister i området anslår Kultur- og Fritidsforvaltningen i Varde Kommune, at i hvert fald 75.000 tyskere og andre udenlandske besøgende gæstede udstillingen.

Publikumsinteressen har derudover også kastet øget omsætning af sig for lokale butikker, dagligvareforretninger og restauranter, lyder det i analysen. Forbruget i Varde Kommune steg med 8,9 procent under Wadden Tide sammenlignet med samme periode i 2022.

Det vurderes desuden, at forbruget i Varde Kommune var højere end i sammenlignelige områder i løbet af udstillingsperioden. I Ringkøbing-Skjern Kommune faldt det eksempelvis med 0,3 procent i samme tidsrum.

Det var særligt danskere og tyskere, som benyttede deres betalingskort i lokalområdet.

Viser betydningen
Den omtalte analyse er udarbejdet via den turismedataplatform som Destination Vesterhavet, de øvrige destinationer i Vestkystpartnerskabet, Dansk Kyst- og Naturturisme samt VisitDenmark har udviklet sammen med NTT Data.

Marketing- og udviklingschef Vibeke Birk Tiedemann fra Destination Vesterhavet forklarer, at den i hendes øjne har vist sit værd.

”Vi har udviklet en turismedataplatform, der giver os en solid indsigt i turisternes adfærd og forbrug i vores område. Ambitionen er at udvikle turismen baseret på reelle data fremfor mavefornemmelser. Disse indsigter i Wadden Tide er et stærkt eksempel på, hvordan erhvervet og vi kan målrette indsatserne til gæsterne i fremtiden.”

Hos Varde Kommune er der også tilfredshed med, at der har været en effekt af udstillingen, som havde et samlet budget på 3,5 millioner kroner, hvoraf 1,7 millioner kroner var kommunale midler, mens resten stammede fra fonde og andre bidragsydere.

”Wadden Tide viser med de nye tal tydeligt, hvilken betydning kunst og kultur har for at trække besøgende til vores del af landet. Vi er glade, når en ambitiøs satsning som Wadden Tide giver et flot afkast i form af tusindvis af besøgende og øget forbrug i kommunen,” siger byrådsmedlem Sandie Eis Ravn (S), der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid i kommunen.


Relaterede artikler:

Delte meninger og forsøgsordning på Vestkysten

Vestjysk kommune vil gøre København kunsten efter

Vestkystturister vil have kulturoplevelser