Grønninghoved Strand Camping. Foto: Grønninghoved Strand Camping.

Syddansk campingplads er landets bedste

Kun to år efter, at ejerne har overtaget campingpladsen nær Kolding, kan de nu kalde sig landets bedste på baggrund af en prisuddeling. De mener selv, at det skyldes flere faktorer.

Der er god grund til at smile for tiden på Grønninghoved Strand Camping, der ligger ved Lillebælt syd for Kolding. Campingpladsen har nemlig vundet titlen som Danmarks bedste campingplads til en prisuddeling, som hjemmesiden Opdagdanmark.dk står bag.

Campingpladsen blev for blot to år siden overtaget af ægteparret Anna og Lasse Guldager og deres to børn. Og her mener man, at flere faktorer betyder, at campingpladsen er populær.

”Det er jo et kæmpe teamwork, hvor vi arbejder i døgndrift og er synlige, og vi har nogle rigtig gode medarbejdere. Derudover har vi masser af dejlige campister, som gerne vil være med til vores aktiviteter, og så har pladsen en god beliggenhed lige ved siden af Skamlingsbanken og Lillebælt og tæt på Kolding,” siger Lasse Guldager til JydskeVestkysten.

Campingpladsen arrangerer hver dag i sommeren mellem fire og seks aktiviteter for pladsens gæster med alt fra cirkusartister til fodbold. Frem mod 2024 nedlægger pladsen sin tennisbane for i stedet at gøre plads til at bygge andre ting heriblandt et orangeri, som blandt andet kan bruges af gæster til kreative syslerier.

Baseret på afstemning
Prisuddelingen er baseret på en sms-afstemning, hvor alle kunne stemme på den plads, netop de synes, fortjente at få prisen.

I alt fik Grønninghoved Strand Camping 2014 stemmer, og det var 250 stemmer mere end pladsen, der indtager andenpladsen, Sandskær Camping ved Aabenraa.

Grønninghoved Strand Camping råder over 305 pladser, hvoraf 140 er fastliggerpladser. Derudover råder pladsen også over 14 campinghytter.

Glæder sig over hæder
I konkurrencen var 120 campingpladser fra hele Danmark nomineret til prisen. Pladsens ejere glæder sig over nomineringen, og det er der flere grunde til.

For det første er hæderen med til at give energi blandt pladsen 15 ansatte, mener Lasse Guldager. Derudover er der også et godt markedsføringsmæssigt potentiale i at kunne kalde sig landets bedste, og det vil man på Grønninghoved Strand Camping udnytte.

 

Relaterede artikler:

Vindere fundet ved prisfest for campingbranchen

Opsagte fastliggere kritiserer byggeri

Varmt badevand holder på campinggæster