Hjerting Badehotel. Foto: Hjerting Badehotel.

Historisk badehotel tilbage på families hænder

Et historisk badehotel nær Esbjerg er atter helt og holdent familieejet, efter en ejer er blevet købt ud. De seneste år har hotellet sat flere nye tiltag i søen.

Siden den 1. januar 2017 har det mere end 100 år gamle Hjerting Badehotel været under fælles ejerskab af Mie Hyttel og Søren Pilegaard.

Førstnævntes familie har i mere end 40 år ejet hotellet, og nu bliver hotellet igen 100 procent familieejet. For fra 1. november 2023 udtræder Søren Pilegaard af ejerskabet af Hjerting Badehotel-Esbjerg A/S, og samtidig stopper han som køkkenchef på hotellet. Det skriver Jydske Vestkysten.

”Vi har fra samarbejdets start haft en mulighed for, at den ene medejer kunne købe den anden medejer ud. Den mulighed har Mie Hyttel benyttet, så Hjerting Badehotel nu er 100 procent tilbage på familiens hænder – familien der har stået bag Hjerting Badehotel i mere end 40 år,” meddeler hotellet i en pressemeddelelse til mediet.

Har gennemført omfattende renoveringer
Hotellet, som Mie Hyttel nu snart er eneejer af, har 39 værelser, to restauranter, Strandpavillonen og Ship Inn, samt 16 feriehuse.

I årene, hvor Mie Hyttel og Søren Pilegaard har drevet hotellet sammen, har de lavet flere nye tiltag, blandt andet to store værelsesrenoveringer, hvor man blandt andet har indrettet suiter og udstyret næsten alle værelser med altaner.

Mie Hyttel oplyser, at hverdagen på hotellet umiddelbart vil fortsætte som hidtil, men til foråret vil der dog blive sat nye tiltag i søen, og eksisterende koncepter vil blive tilpasset. Hvad dette præcist dækker over, melder historien ikke noget om.

I 2022 landede hotellet i øvrigt et årsresultat på 1,2 millioner kroner efter skat. Det var en væsentlig forbedring sammenlignet med coronaåret 2021, hvor hotellet landede et årsresultat på 172.000 kroner.

I 2020 lød årsresultatet på 791.000 kroner, mens det i 2019 lød på 809.000 kroner. I 2022 havde hotellet i øvrigt en egenkapital på 3,6 millioner kroner.

Starten af 2022 var fortsat præget af corona, ligesom krigen i Ukraine og de medfølgende prisstigninger også kunne mærkes. I løbet af året blev driften dog normaliseret, fremgår det af ledelsesberetningen i hotellets årsregnskab for 2022.

 

Relaterede artikler:

Familievirksomhed genrejser ruin som badehotel

Hoteloperatør og hotelejer i strid om millionbeløb

Brudepar vinder over krofirma i sag om aflysning