Nyhavn. Foto: Henrik Baumgarten.

Går efter fire nye turisttyper

På baggrund af en stor undersøgelse blandt turister er VisitDenmark nået frem til en ny inddeling af turister i Danmark på seks segmenter. Særligt fire er interessante at få til Danmark.

Når VisitDenmark skal markedsføre Danmark over for udenlandske turister, kommer det i fremtiden til at foregå ud fra seks nye segmenter. Det oplyser VisitDenmark i en pressemeddelelse.

VisitDenmark har konkret hyret konsulentvirksomheden Annalect Consumer Insights til at udføre analysearbejdet.

Her har 11.000 turister i en alder af 25 til 70 år fra Tyskland, Nederlandene, Sverige og Norge svaret på 52 forskellige spørgsmål, og ud fra blandt andet deres feriepræferencer, rejseadfærd og ønsker til en feriedestination er de blevet inddelt i de seks forskellige segmenter, som undersøgelsen har givet grobund for.

De nye segmenter er: Natur- og friluftsturisterne, de samvittighedsfulde familier, storby- og kulturturisterne, livsnyderne, de globale turister samt sol- og strandentusiasterne.

”Vi har brug for en mere nuanceret forståelse af, hvad der driver turisterne, end vi har i dag. Det er vidt forskellige ønsker og interesser, der motiverer til en ferie, og vi vil gerne blive endnu bedre til at målrette markedsføringen netop de turister, hvis behov matcher det produkt, vi tilbyder i Danmark. Det kan vi med vores nye segmenteringsmodel,” siger Flemming Bruhn, der er konstitueret administrerende direktør i VisitDenmark.

Arbejder med fire segmenter
Ud fra undersøgelsens resultat har VisitDenmark udvalgt fire segmenter, som man nu ønsker at gå efter i sin fremtidige markedsføring, mens de globale turister og sol- og strandturisterne er blevet fravalgt.

Natur- og friluftsturisterne er definerede ved, at de gerne vil ud og opleve noget, når de er på ferie. VisitDenmark skriver, at dette segment ikke kan bruge en uge på en solseng, men hellere er at finde på lange gåture i naturen.

De samvittighedsfulde familier tager på ferie for at slappe af på en måde, der er miljøbevidst. Anderledes er storby- og kulturturisterne ofte par uden børn, som ønsker at forkæle sig selv på storbyferie.

Sidst er der livsnyderne, som tager på ferie for at forkæle sig selv med familien. Her er det komfort og bekvemmelighed, der er i højsædet.

Skal give skarpere kommunikation
Ifølge VisitDenmark er de nye segmenter stort set ens på tværs af de fire lande, som undersøgelsen er foretaget i. Dog er der, nok så vigtigt for VisitDenmark, forskel på medieforbruget på tværs af landende også inden for samme segmenter.

Med de nye segmenter håber VisitDenmark, at man kan styrke kommunikationen til de udvalgte segmenter, oplyser turismeorganisationen.

”Med de nye indsigter kan vi blive endnu skarpere og målrettede i vores kommunikation, fordi vi nu kender turisterne langt bedre og ved, hvad de reagerer på. Samtidig vil vores medieindkøb blive styrket. Det betyder, at vi kan gøre Danmark endnu mere relevant for de turister, hvor potentialet er størst,” fortæller Mads Schreiner, VisitDenmarks markedschef i Tyskland.

Han oplyser derudover, at det seneste års inflation også har indflydelse på, hvordan VisitDenmark vil markedsføre Danmark til turisterne.

”Som inflationen ser ud i øjeblikket, vil vi på det tyske marked gå efter turister med relativt høje indkomster, ligesom vi fortsat vil markedsføre Danmark i udvalgte tyske delstater. Demografi og geografi vil altså stadig spille en rolle, selv om segmenteringen er foretaget på en anden baggrund,” siger Mads Schreiner.

 

Relaterede artikler:

VisitDenmarks kerneområder gik frem i 2022

Hun skal overtage direktørposten i VisitDenmark

VisitDenmark sætter gang i hidtil største kampagne