Kystsporet ved Thy og Jammerbugten. Foto: FlyingOctober.

VisitDenmark vil hente svenskerne tilbage til Danmark

Det er nærmere svenskernes privatøkonomi end lave kronekurser, som har betydet et fald i antallet af svenske turister. Nu er VisitDenmark gået sammen med 10 destinationsselskaber om at få svenskerne tilbage.

I løbet af 2023 og 2024 er det lavere antal svenske turister, som foretager overnatninger i Danmark, blevet forklaret med den lave svenske kronekurs. Men ifølge VisitDenmark er det langt fra hele forklaringen.

I stedet er renten formentlig en større årsag, fortæller Flemming Bruhn, der har ansvar for det svenske marked i VisitDenmark, i en pressemeddelelse.

”Vores research viser, at det er den private økonomi, der for alvor betyder noget for ferieplanerne. Og det er en god nyhed, for både inflationen og energipriserne er faldet, og prognoserne peger mod en nedsættelse af den svenske rente. Og selv mindre nedsættelser fremover vil have stor betydning for svenskernes økonomi,” siger han.

Workshop satte fokus på svenske turister
For at sætte fokus på mulighederne for at få de svenske turister tilbage til Danmarks kyst- og naturdestinationer, inviterede VisitDenmark 10 destinationsselskaber til en workshop i uge 15 i Kolding.

Her blev de deltagende klogere på svenskernes økonomi. Boligmarkedet i Sverige er baseret på lån med løbende rentetilpasning, og netop renten har stor betydning for svenskernes privatøkonomi.

VisitDenmark oplyser, at svenskernes renteudgift på et lån på fire millioner svenske kroner, kostede 11.700 svenske kroner mere om måneden i tredje kvartal 2023 sammenlignet med første kvartal 2022. Svenskernes lån bliver samtidig rentetilpasset hvert kvartal, og det har betydet stigende udgifter for størstedelen af de svenske boligejere de seneste to år.

”Det er klart en væsentlig grund til, at svenskerne selv vurderer deres økonomiske situation som den faktor, der har størst indflydelse på, om de ændrer adfærd, når det gælder ferien. Valutakursen har mindre indflydelse. Derfor ser vi et tydeligt potentiale at gå efter nu, hvor det lysner for den private svenske økonomi,” fortæller Flemming Bruhn.

Vil genvinde 253.000 overnatninger
Mellem 2018 og 2023 har dansk kyst- og naturturisme tabt 253.000 svenske overnatninger, hvilket svarer til cirka 75.000 turister.

Dem ønsker VisitDenmark nu at vinde tilbage. Alternativt vil man have svenskerne, som kommer, til at blive i Danmark i længere tid.

Målet er med andre ord at hæve overnatningstallene til niveauet i 2018 om tre år, og derfor vil man blandt andet fokusere på et bredere udvalg af overnatningsformer. Hvor hotellerne før har været det primære fokus, vil der være øget fokus på feriecentre, feriehuse og camping, som tilsammen stod for 72 procent af overnatningerne i 2023. Det vil især ske fra 2025, oplyser VisitDenmark.

Svenskerne har allerede et stort kendskab til Danmark, og ynder at holde ferie her. Derfor er VisitDenmark også fortrøstningsfulde i forhold til at nå i mål.

Med på workshoppen var blandt andet Johan Friis Bergholt, marketingchef i VisitAarhus. Han fortæller, at man kom frem til et samlet, konkret produkt i fællesskab.

”Vi fik designet et produkt med udgangspunkt i en ny tilgang til markedsføringen, hvor destinationsselskaberne i højere grad får mulighed for at præge produkterne. Produktet binder os destinationer sammen på tværs af landet i større områder i stedet for at præsentere Danmark som en række forskellige destinationer, men som samlede geografier med hver deres særkende,” siger marketingchefen blandt andet.

Konkret har man planer om at tage udgangspunkt i fem kernefortællinger baseret på en inddeling af Danmark i fem områder. Det drejer sig om Jyllands Vestkyst, Jyllands Østkyst, Fyn Sjælland og Lolland-Falster samt Nordsjælland og Bornholm. De fem kernefortællinger skal i øvrigt adskille sig fra hinanden.

”Der vil være mere kant i hver fortælling, der tager udgangspunkt i de fem områders karakteristika. Selve kampagnen har til formål at fortælle både bredt og dybt i digitale advertorials i Bonniers medieunivers, der stort set dækker hele den svenske befolknings medieforbrug,” fortæller Flemming Bruhn.

De nye kampagner vil blive rullet ud i august til september med henblik på at tiltrække svenskere til efterårsophold og i foråret 2025 med den hensigt at tiltrække svenskere i april, maj og juni. Den nye markedsføring finansieres af tre millioner kroner, som kommer fra en investering på 15 millioner kroner,  som regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har afsat til at styrke den internationale markedsføring.

 

Relaterede artikler:

Ny direktør skal stå for modernisering af VisitDenmark

VisitDenmark: Sanering af turismen svækker konkurrenceevnen

Kommunikationsekspert: VisitDenmarks nye kampagnevideo er pudsig