Anne Villemoes. Foto: Morten Fauerby.

Ny direktør skal stå for modernisering af VisitDenmark

I starten af det nye år meddelte VisitDenmarks administrerende direktør, at hun nedsatte en ny direktørgruppe, og det et blev samtidig et farvel til kommunikationschef Anders Rosbo. Nu er hans arvtager fundet.

Den 15. januar meddelte VisitDenmarks relativt nye administrerende direktør, Katja Moesgaard, at der fra den dato var nedsat en ny direktørgruppe bestående af Moesgaard selv, marketingdirektør Line Nøhr Kobzili, international markedsdirektør Mads Schreiner, økonomidirektør Flemming Bruhn og en nyoprettet stilling som kommunikations- og udviklingsdirektør.

Sidstnævnte stilling var der ikke sat navn på endnu, men oprettelsen af stillingen betød, at kommunikationschef Anders Rosbo indgik en gensidig fratrædelsesaftale med VisitDenmark.

Men nu er profilen fundet til den nyoprettede chefstilling i form af Anne Villemoes, som tiltræder den 1. maj, oplyser VisitDenmark i en pressemeddelelse.

Skal stå for analyse- og udviklingsarbejde
Anne Villemoes skal nu stå for VisitDenmarks analysearbejde, corporate kommunikation samt holdet, der arbejder med data og kunstig intelligens.

I sin helhed skal den nye direktørgruppe sikre en fortsat høj faglighed i VisitDenmark, skabe en større sammengæng i opgaveløsningen på tværs af organisationen og en tydeligere værdi for interessenterne i dansk turisme, oplyser VisitDenmark.

”Valget er faldet på Anne Villemoes, fordi hun har den erfaring med både strategisk kommunikation og ledelse, der skal til for at lykkes med en modernisering af organisationen. Ud over hendes dokumenterede meritter bidrager hun med en politisk indsigt og en forståelse for de mange og meget forskellige stakeholders, VisitDenmark løbende er i dialog med,” fortæller Katja Moesgaard.

Kommer med mange års erfaring i bagagen
Anne Villemoes kommer med stor erfaring med virksomhedskommunikation i bagagen. Hun er uddannet journalist, har arbejdet som selvstændig seniorkonsulent for en række større virksomheder og organisationer, og så har hun i 10 år være koncernkommunikationsdirektør for Danish Crown.

Hun har også været pressechef i Forbrugerrådet, være ministerrådgiver, og hun har været journalist på Jyllands-Posten.

”Den selvstændige livsstil har været et aktivt tilvalg, men jeg savner at være en del af noget større, hvor vi i fællesskab flytter dagsordener og skaber muligheder. Så da VisitDenmark dukkede op på radaren, var jeg slet ikke i tvivl. Jeg trives bedst i bevægelse, og for mig er kernen i succesfuld forandring kommunikation. Så jeg glæder mig enormt til at blive en del af VisitDenmark netop nu,” fortæller Anne Villemoes.

 

Relaterede artikler:

Katja Moesgaard sætter nyt direktørhold i VDK

Green Keys frontmand skifter til VisitDenmark

VisitDenmark: Sanering af turismen svækker konkurrenceevnen