Ferie i Danmark. (Foto: Niclas Jessen | VisitDenmark | PR)

VisitDenmarks kerneområder gik frem i 2022

Sidste år gik de typer af turisme, som VisitDenmark særligt fokuserer på, frem i forhold til 2019-niveauet. På den baggrund har man udarbejdet en profil af den typiske turist i de tre segmenter.

Ikke nok med at 2022 blev et rekordår for dansk turisme, hvor erhvervet kunne glæde sig over 62,7 millioner overnatninger, viser en rapport fra VisitDenmark derudover også, at alle organisationens tre forretningsområder var i fremgang sidste år.

Kyst- og naturturisme gik 13,6 procent frem, mens storbyturisme øgede med 13,2 procent og slutteligt blev erhvervsturismen noteret for en fremgang på 1,2 procent, når man sammenligner med 2019-niveauet.

VisitDenmark fortæller, at kyst- og naturturismen i alt tegnede sig for 45,1 millioner af de danske overnatninger. Det svarer til 72 procent af det samlede antal. Baseret på tallene har organisationen udarbejdet en profil over de typiske karakteristika ved turisterne inden for hver af de tre forskellige områder.

Døgnforbruget varierer
Kyst- og naturturisterne er generelt set dem, der bliver længst her til lands. Disse har i gennemsnit 4,8 overnatninger, mens storbyturisterne har 2,4 og erhvervsturisterne indtager sidstepladsen med 2,1 overnatninger i gennemsnit.

Fordelingen er nogenlunde ens, når man kigger på antallet af personer i rejsegrupperne. Kyst- og naturturisterne rejser oftest flest sammen, da en gruppe af disse i gennemsnit tæller 3,3 personer. Hos storbyturisterne er tallet 2,9, mens det i gennemsnit er 1,3 ved erhvervsturisterne.

Døgnforbruger er dog højest hos erhvervsturisterne, der i gennemsnit bruger 2.600 kroner per dag, de er i Danmark. De andre to grupper af turister bruger færre penge. I gennemsnit beløber storbyturisternes forbrug sig til 1.900 kroner i døgnet, mens det er på 1.000 kroner for kyst- og naturturisternes vedkommende.

Gør brug af forskellige overnatningsmuligheder
VisitDenmark har analyseret sig frem til, at det særligt er feriehuse, hoteller og campingpladser, der er populære blandt turister. Disse indkvarteringsformer tiltrak i hvert fald den største andel af gæsterne i løbet af 2022.

Ud af de i alt 62,7 millioner overnatninger foregik de 23,1 millioner – eller 37 procent – i et lejet feriehus, 29 procent eller 18,5 millioner var på et hotel og 12,8 millioner – svarende til 20 procent – af overnatningerne fandt sted på en campingplads.

I alt blev der foretaget 54,4 millioner overnatninger på de tre former for indkvartering, og det er 86,7 procent af det totale antal sidste år.

Derudover tegnede feriecentre på tværs af landet sig for syv procent, hvilket er det samme som 4,7 millioner overnatninger, mens vandrehjemmene stod for 2,6 millioner eller fire procent. Slutteligt lyder det, at 1,2 millioner – to procent – af overnatningerne fandt sted i lystbådehavne.


Relaterede artikler:

Så mange sommerhuse bliver lejet ud i Danmark

Endelig er den her: Ny dataplatform styrker turismen

Går benhårdt efter at tiltrække tyske turister