Destination Vadehavskysten flytter sit turistkontor til en adresse på gågaden i Ribe. Foto: Gitte Lindeborg.

Destination løfter sløret for nyt turistkontor

Destination Vadehavskysten har fundet en langsigtet løsning for turistkontoret i Ribe. Kontoret har siden destinationsselskabets oprettelse været genstand for debat, men et overskud på kontoen gør det muligt at fortsætte driften på en ny adresse.

Turisterne i Ribe kommer fremover til at kunne finde inspiration og vejledning på en ny adresse. Destination Vadehavskysten flytter nemlig sit turistkontor fra Det Gamle Rådhus til indgangen af gågaden.

Under kommunalvalget 2021 var der debat om turistkontoret i Ribes skæbne. Da Ribe Kommune blev sammenlagt med Esbjerg Kommune under strukturreformen i 2007, blev Ripenserne lovet, at byen ville få status som Esbjerg Kommunes turismehovedstad.

Men da Destination Vadehavskysten blev oprettet i 2020, kunne der ikke nås til enighed om, hvorvidt den nye destinations hovedsæde skulle ligge i Ribe eller på Fanø.

Resultatet blev et kompromis, hvor destinationen i stedet fik hovedkontor i Esbjerg. Dermed blev medarbejderstaben flyttet fra Ribe til Esbjerg, og i stedet for fem medarbejdere var der nu blot en enkelt tilbage i Danmarks ældste by.

I 2021 havde Destination Vadehavskysten samtidig et underskud på 400.000 kroner, og det betød, at turistkontorets skæbne var uvis.

Derfor gik lokale politikere til forsvar for bevaringen af turistkontoret under kommunalvalgkampen. Det skriver JydskeVestkysten.

Underskud giver mulighed for videre drift
I 2022 er Destination Vadehavskysten imidlertid gået fra underskud til et overskud på 1,2 millioner kroner og en egenkapital, der runder to millioner kroner i 2023, og det betyder, at destinationsselskabet nu har mulighed for fortsat at drive turistkontoret i Ribe.

”Det har betydet rigtig meget, at vi har sparet både husleje og lønninger, men vi har også fået én million kroner ekstra på budgettet fra Esbjerg Kommune i budgetforliget fra efteråret 2022, så vi nu snart kan præsentere en tilpas og fra bestyrelsen målsat egenkapital på 2 millioner kroner,” udtaler Destination Vadehavskystens direktør, Hans Peter Folmann, til JydskeVestkysten.

Deler nyt kontor med handelsstandsforening
På den nye adresse kommer Destination Vadehavskysten til at dele husleje med handelsstandsforeningen i Ribe, som allerede har et tæt samarbejde med destinationsselskabet.

Det betyder, at Destination Vadehavskysten kan se frem til en husleje der er reduceret med to tredjedele sammenlignet med lejen på den nuværende placering på Det Gamle Rådhus. Det skriver Jyske Vestkysten.

Den nye placering betyder samtidig, at turismebetjeningen ikke længere bliver forstyrret af bryllupper, der afholdes på Det Gamle Rådhus, og dermed kommer destinationsselskabet til at kunne levere en bedre turistbetjening.

 

Relaterede artikler:

Ærø får superlokal turismeplatform

Vestkystturister vil have kulturoplevelser

Destinationer går sammen om havnenetværk