I starten af året skiftede Destination Nords konferencechef til Destination Fyn. Nu er afløseren fundet i form af en erfaren projektleder, som er et kendt ansigt for destinationsselskabet.
Destination Nords nye Head of Convention, Partner Relations og Sustainability hedder fra den 1. juni Lene Lykkegaard. Det oplyser Destination Nords direktør, Tonny Skovsted Thorup, på LinkedIn.
”Jeg er helt usigeligt glad for at byde velkommen til Lene, som er en utrolig vidende, faglig stærk og erfaren leder. Lene og jeg har som tidligere kolleger arbejdet tæt, tæt sammen om at skabe udvikling i Aalborg og Nordjylland. Lene har været en af hovedarkitekterne bag erhvervsstrategierne i Aalborg i de senere år og har været kvinden bag mange stærke projekter, klyngesamarbejer, partnerskaber og indsatser, der har rakt ud i hele Nordjylland og Danmark,” skriver destinationsdirektøren.
Som Tonny Skovsted Thorup nævner, har direktøren og Lene Lykkegaards veje krydset hinanden før. Fra 2014 til 2020 var Thorup erhvervsdirektør i BusinessAalborg, og her var Lene Lykkegaard leder af strategi og udvikling fra 2007 til 2016. Efterfølgende var hun sekretariats- og udviklingschef sammesteds frem til 2022.
De seneste to år har Lene Lykkegaard arbejdet som Projektleder ved Dekansekretariatet på Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.
”Vi har haft lange samtaler om perspektiver, muligheder og ambitioner og jeg er 100 procent sikker på, at vi med Lene kan lykkes med at tiltrække endnu flere konferenceaktiviteter til vores destination og sætte en ny ambitiøs barre for arbejdet med bæredygtighed. Lige nu er der lang tid til den 1. Juni, hvor Lene starter. Forventningens glæde er kæmpestor,” skriver Tonny Skovsted Thorup.
Tidligere chef overtog post fra destinationsdirektør
Indtil slutningen af januar var det Kent Kordt Röder, som var Head of Convention i Destination Nord, men da Destination Fyns erhvervsturismechef, Kirsten Rudbeck, den 1. februar overtog posten som direktør for Destination Sønderjylland, blev han hentet som Rudbecks afløser.
Destination Fyn lagde i forbindelse med Röders ansættelse vægt på, at han kom fra et destinationselskab med lignende forhold med storby, købstæder og kyst- og naturturisme.
”Kent stod øverst på vores ønskeliste både i forhold til kompetencer og erfaring. Der er mange vigtige indsatser i gang på Fyn, hvor det er helt afgørende at holde momentum. Derfor er det ekstra dejligt, at vi har kunne få en aftale med Kent på plads så hurtigt,” skrev Destination Fyn i starten af januar om ansættelsen af den nye chef.
Relaterede artikler:
Har fundet arvtager for ny destinationsdirektør