Vestkysten ønsker, at staten investerer i alt 100 millioner kroner i områdets turisme. Foto: Niclas Jessen.

Vestkysten vil tale lovændringer under ministerbesøg

Vestkysten fortsætter kampagne for at komme på finansloven. På fredag gæster erhvervsministeren Vestkysten, og her er både statsstøtte og ændrede regler for kystbebyggelse på dagsordenen.

Vestkysten har tilsyneladende fanget erhvervsministerens opmærksomhed, siden de tre destinationsselskaber i Partnerskab for Vestkystturisme holdt politisk konference på Christiansborg den 24. oktober.

I hvert fald gæster erhvervsminister Morten Bødskov (S) området samme med MF Anni Mathiesen (V) den 3. november for at blive præsenteres for det store potentiale, som Partnerskab for Vestkystturisme mener, deres område rummer. Det skriver partnerskabet i en pressemeddelelse.

Her vil politikerne blandt andet tage en spadseretur i Ribe for at høre om, hvordan de 25 milliarder kroner, som turister hvert år spenderer langs vestkysten, er med til at holde butiksdød for døren.

”Undersøgelser viser, at gæster gerne vil shoppe på deres ferie. Det betyder kunder i butikkerne, som ikke bare oser rundt for så at bestille varerne på nettet. De shopper i fysiske butikker, og det skaber en levende bymidte og booster handelslivet. Hvis staten investerer i Vestkysten og udnytter det momentum, der er til at udvikle helårsturismen, vil det være til gavn for omsætningen, bosætningen og beskæftigelsen i de vestlige landdistrikter og skabe et Danmark i balance,” siger Keld Vestergaard, som er formand for handelsstandsforeningen i Ribe, på vegne af handelsstandsforeningerne på tværs af de 10 kommuner i Partnerskab for Vestkystturisme.

Lovgivning spænder ben for kystnær overnatning
Ministeren skal også møde Steen Slaikjær, medejer af Hvidbjerg Strand Feriepark, som ønsker at drøfte en lempelse af lovgivning og fredningsbestemmelser, så der kan banes vej til flere kystnære overnatningsformer med fokus på helårsturisme. For her er strand- og naturbeskyttelsesregler en barriere.

”Vi har 20 vestkystbyer, som turismen er samlet omkring. Det vil være naturligt at opgradere byområderne med hoteller og nye sommerhuse for at imødekomme vækstpotentialet, men al udvikling bremses af en meget stram og forældet lovgivning. Der skal være rammer, men Vestkystens udvikling sander til i en nationalromantisk forestilling om, at alt skal forblive, som det er. Imens kan Aarhus og København udvide med hele øer. Det er en geografisk skævvridning, og vi er nødt til at tænke udviklingen 20-30 år frem,” siger Steen Slaikjær.

Vestkysten har et uforløst vækstpotentiale
Vestkysten står for 35 procent af de kommercielle overnatninger i Danmark, mens København står for 20 procent, påpeger Partnerskab for Vestkystturisme. Samtidig er København sat til at få godt 49 millioner kroner i statsbevilling i næste finanslov.

Lige nu er Vestkysten ikke på finansloven, men med så stor en andel af de danske overnatninger, føler man, at de samme argumenter for statsstøtte gør sig gældende på Vestkysten som i hovedstaden.

Konkret ønsker destinationsselskaberne og politikerne i Vestkystens kommuner, at staten investerer 25 øremærkede millioner kroner om året i en fireårig periode, det vil sige 100 millioner kroner i alt.

”Statens investering i den københavnske turisme har vist sit værd for hele Danmark, og den skal naturligvis fastholdes. Der er et uforløst vækstpotentiale langs Vestkysten, og den manglende investering fra statslig side har begrænset Vestkysten i at udvikle turismen til at favne hele året og sikre arbejdspladser og livskvalitet i vores lokalområder, så det er mere attraktivt at bo her”, siger Hans Peter Folmann, som er destinationschef hos Destination Vadehavskysten.

 

Relaterede artikler:

WoCo kommer med opsang i Vestkyst-debat

Vestkysten kalder til rådslagning på Christiansborg

Vesterhavet tjener fedt på kystturismen