Partnerskab for Vestkystturisme ønsker blandt andet at bruge 45 millioner kroner på VisitData. (Foto: Mikkel Heriba | Destination Vesterhavet | PR).

Vestkysten melder ud: Brug 45 millioner kroner på VisitData

Partnerskab for Vestkystturisme kommer nu med deres anbefalinger til, hvordan staten skal bruge den 100 millioner kroner store turismereserve. ”VisitData er dansk turismes guldæg,” lyder det.

I 2024 kan Vestkysten glæde sig over, at man for første gang nogensinde er kommet på finansloven, og således er 14 millioner kroner sat ind på kontoen hos Partnerskab for Vestkystturisme.

De penge skal blandt andet bruges til investeringsmodning af vestjyske feriesteder, realisering af autocamper-potentialet, grønne investeringer i feriehuse og et netværk på tværs af vestkystkommunerne og destinationsselskaberne.

Nu peger bestyrelsen i Partnerskab for Vestkystturisme og destinationsselskaberne, der er med i sammenslutningen, VisitNordvestkysten, Destination Vesterhavet og Destination Vadehavskysten, på, hvad de gerne ser, at turismereserven på 100 millioner, der er afsat på finansloven for 2024, skal disponeres.

Vil have dataarbejde øverst på dagsordenen
Konkret ser Partnerskab for Vestkystturisme gerne, at en videreudvikling af turismens nye, store dataplatform, VisitData, bliver sat øverst på dagsordenen.

”VisitData er dansk turismes store guldæg, der er udruget ved Vestkysten i tæt samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme. VisitDenmark står nu med den nationale udrulning, og det bør ske i tæt samarbejde med destinationerne. Vestkysten har mangeårige erfaringer og stærke erhvervsaktører, der leverer data til systemet, og vi kan være med til at sætte fuld fart på projektet gennem lokale udviklingspuljer,” siger formand for Partnerskab for Vestkystturisme, Mogens Christen Gade.

Han tilføjer:

”Ambitionen er at konvertere datasættene til indsigter, der kan omsættes på tværs af turismens værdikæde og give nye indsigter til blandt andet detailhandlen og kommunernes lokale planlægning fremover.”

Vil afsætte 45 millioner kroner
Konkret anbefaler Partnerskab for Vestkystturisme, at Christiansborg afsætter 45 millioner kroner fra turismereserven til VisitData.

Ni millioner kroner ønsker partnerskabet at afsætte til grøn omstilling af turismen med fokus på flere private, grønne investeringer i danske feriehuse.

Kulturturismen ønsker partnerskabet at bruge 10 millioner kroner på i forlængelse af Dansk Kyst- og Naturturismes kommende analyse af kulturturismen i Danmark, mens man vil bruge en million kroner på mere dialog og netværk om den rekreative turismeinfrastruktur.

Derudover vil man øremærke 15 millioner kroner til at styrke feriesteder, så feriesteder, som allerede arbejder efter en strategisk udviklingsplan, kan fortsætte arbejdet.

Endelig anbefaler partnerskabet en styrket fælles international markedsføring på nærmarkederne Tyskland, Holland og Norge til 20 millioner kroner for at tiltrække købestærke og kvalitetsbevidste gæster.

 

Relaterede artikler:

Mange nye finanslovsmidler kan gå til Vestkysten

Vestkysten glæder sig over penge fra staten

Vestkysten fortsætter kampen om finansloven