Rasmus Munk og sit team fra Alchemist på scenen i Valencia. (skærmdump fra livestream)

Danmark cementerer rolle som gastrodestination

Alchemst vandt en specialpris og blev verdens femte bedste restaurant ved World’s Best Restaurant-prisuddelingen i Valencia. Sidste års vinder Geranium gjorde Noma selskab i ‘Best of the Best’-kategorien.

Danske restauranter har stolte traditioner, hvad angår uddeling af Michelin-stjerner, og ved den årlige kåring af verdens bedste restauranter, plejer de danske farver at være særdeles godt repræsenteret.

Sidste år blev københavnske Geranium kåret som verdens bedste restaurant ved World’s Best Restaurant Academy, mens Alchemist fik en placering som nummer 18. Derudover endte Jordnær i Gentofte Hotel på en plads som nummer 38 ud af en samlet liste på 50 restauranter fra hele verden.

Ved årets prisuddeling i Valencia var der atter hæder til Danmark. På forhånd var boblerlisten fra 51 til 100 blevet offentliggjort, og her kom Jordnær ind på en 57. plads, mens københavnske Kadeau fik sneget sig i top-100 som nummer 91 på listen. Begge restauranter har to Michelin-stjerner.

Alchemist i København, der også har to Michelin-stjerner vandt specialprisen “Art of Hospitality Award” og sluttede på en samlet femteplads, hvormed det blev til et avancement på 13 pladser i forhold til 2022.

Sidste års vinder Geranium kom ind i “Best of the Best”-kategorien, hvor man finder tidligere vindere, herunder danske Noma, der har vundet prisen ikke færre end fem gange før regelændringen i 2019 betød, at den kom over i den særlige kategori over tidligere vindere. Begge restauranter har tre Michelin-stjerner.

Danmark er en gastrodestination
Selvom Danmark ikke fik en restaurant på førstepladsen ved årets prisuddeling, så er der alligevel grund til at være stolte. Det understreger chefkonsulent Lasse Fridberg Bilstrup fra Dansk Erhverv.

“At et lille land som Danmark har én restaurant i årets top fem og tre i alt i top 100 er vildt flot! Og det understreger med al tydelighed niveauet på de danske toprestauranter, og at dansk gastronomi står utroligt stærkt internationalt. Vi er et mikropisk land, men med en kæmpe betydning for, hvordan alverdens restauranter koger deres kartofler.”

Med to restauranter i “Best of the Best” og tre restauranter i top-100 har Danmark efterhånden slået sit navn fast inden for gastroturisme.

”At vi igen og igen markerer os på de her prestigefyldte lister, og konstant får flere stjerner, er med til at cementere os som gastrodestination for de mange turister, der har fokus på mad og madoplevelser, når de rejser. Det er godt for brandingen af Danmark i en tid, hvor vi kæmper hårdt med andre lande om de internationale turister,” lyder det fra chefkonulenten.

Det var 1.080 anonyme eksperter fra hele verden bistået af 27 medlemmer fra akademiet, der har været med til at vælge de restauranter, der kan prale af at være blandt verdens bedste.

 

Relaterede artikler:

To danske restauranter i top-100

Danmark har stadig verdens bedste restaurant

Noma og Geranium er verdens bedste restauranter