Her ses de fire, der især har arbejdet med Green Attraction-certificeringen i Legoland. Fra venstre er det facilitetschef Michael Petersen, HR-direktør Claus Jeppesen, chef for landskab og tematisering Jesper Gadeberg samt Jes Dahlmann, der er indkøbschef. (Foto: Legoland | PR)

Årelang indsats lønner sig: ”Vi er enormt stolte”

Flere års arbejde er nu kulmineret i, at Legoland i Billund er blevet tildelt endnu et miljømærke. Det skal blandt andet bestyrke gæsterne i, at parken tager bæredygtighed seriøst, lyder det.

I løbet af det forgangne år fik 16 danske attraktioner tildelt miljømærket Green Attraction, som er en af de certificeringer, der uddeles af HORESTA.

Nu er endnu et kendt dansk turist-trækplaster trådt ind i folden, da Legoland i Billund efter det, som forlystelsesparken selv beskriver som flere års målrettet indsats og sparring, også kan smykke sig med miljømærket.

Legoland oplyser, at man opfatter den nye certificering som en mulighed for at kunne dokumentere et langvarigt fokus på bæredygtighed, mens mærket også kan fungere som parkens gæsters garanti for, at man tager ansvar for miljøet.

Skaber større synlighed om tiltag
I 2019 modtog Legolands tre overnatningssteder søstermærket Green Key, og forlystelsesparkens administrerende direktør Christian Woller glæder sig over, at man nu har landet atter et miljømærke.

”Vi er enormt stolte af, at Legoland Billund er blevet Green Attraction-certificeret.”

”Vores vigtigste gæster er børn, og for os er det vigtigt på at passe på dem, både når de besøger os, men også på den lange bane, og derfor arbejder vi på tværs af forlystelsesparken med at nedbringe vores klima- og miljøbelastning,” siger Woller.

”Vi har arbejdet rigtig meget med energibesparende tiltag i mange år. Certificeringen er en del af et større fokus på bæredygtighed, klima og miljø i Legoland generelt, og vi er rigtig glade for at kunne skabe større synlighed omkring vores indsats.

Skal hæve barren
Selvom miljømærket nu er i hus, er det dog ikke ensbetydende med, at man dermed kan slække på området. Meldingen er, at hvis forlystelsesparken skal beholde miljømærket, kræves det, at der træffes endnu flere miljøbevidste og bæredygtige valg fremover.

”Certifikatet med Green Attraction er også en garant for, at Legoland Billund fortsat bliver ved med at udvikle og forbedre sig på det grønne område, og hæver barren for de grønne tiltag,” siger Mikal Holt Jensen, der er sekretariatsleder for Green Attraction.

Green Attraction er etableret af Danske Zoologiske Haver & Akvarier (DAZA), Organisationen Danske Museer (ODM), Foreningen af Forlystelser i Danmark (FFD), Videnspædagogiske Aktivitetscentre (VPAC) samt HORESTA. Det er sket med støtte fra Dansk Erhvervsfremme.


Relaterede artikler:

Mange virksomheder blev certificeret i 2023

Første zoo med grøn certificering

Stor dansk attraktion får miljømærke