Yessi og Dino. (Foto: First Camp Group AB | Jesperhus Feriepark | PR)

Videoer fra dansk feriepark set 200 millioner gange

De næsten 1.000 videoer, som Jesperhus Feriepark har offentliggjort på YouTube, har rundet 200 millioner visninger. Nu skal resten af First Camp-kæden lære af ferieresortets erfaringer.

Hver måned besøger henved 900.000 profiler Jesperhus’ kanal på YouTube, som 80.300 brugere i skrivende stund abonnerer fast på.

Det fortæller ferieparken, der blandt andet benytter platformen til at offentliggøre videoer med Jungledyret Hugo, ræven Rita, piraterne Rødspætte og Romkugle, Yessi og Dino samt de andre karakterer, der benyttes som en aktiv del af ferieresortets markedsføring.

Ifølge Jesperhus Feriepark, der er en del af den skandinaviske kæde First Camp, har interessen for følge med på resortets YouTube-kanal nu ført til, at de 989 videoer, som i øjeblikket er tilgængelige på denne, for nyligt samlet set har rundet 200 millioner visninger.

Skaber stærk forbindelse til børnene
At producere sjov og engagerende underholdning for familiens yngste medlemmer spiller en vigtig rolle i markedsføringsstrategien, forklarer ferieparken. Det skyldes, at det er et værktøj, som gør det muligt at påvirke gæsternes oplevelse både før, under og efter et besøg.

Derudover er historiefortællingen på eksempelvis YouTube med til at give børnene en såkaldt stærk relation til de føromtalte karakterer, der ligeledes spiller roller på selve ferieresortet men også i andre sammenhænge såsom det merchandise, der produceres.

Simon Overgaard, der er udviklingschef hos Jesperhus Feriepark, glæder sig over, at man nu har rundet dét, der beskrives som en milepæl.

”Som Danmarks største børnekanal, målt på den samlede seertid for vores indhold på YouTube, er vi begejstrede for den overvældende støtte og interesse, som vores videoer har modtaget fra seere over hele landet. Det er takket være vores dedikerede team med 10 fuldtidsansatte medarbejdere og vores fantastiske fællesskab af seere, at vi har opnået denne utrolige bedrift.”

Skal drage nytte af danske erfaringer
Hos First Camp har man også noteret sig, at det danske ferieresort har opnået en vis mængde succes på platformen. Derfor vil man i det kommende år undersøge, hvorvidt disse erfaringer kan benyttes til at markedsføre andre af kædens campingpladser samt selve First Camp-varemærket.

”Med mere end 70 campingpladser i Sverige, Danmark og Norge har vi alt fra små til de helt store campingpladser,” siger Kent Lodberg, der er First Camps chef for Brand & Marketing.

”First Camp er som kæde stadig et relativt ungt brand, særligt uden for moderlandet Sverige, og det er klart at vi som kæde ønsker at lære fra vores bedste pladser og udnytte de synergier der er i at være en del af en kæde med masser af in house-kompetencer til at udvikle kæden og brandet som helhed.”

Den seneste udgave af Attraktionslisten fra VisitDenmark viser, at 259.353 gæster besøgte Jesperhus Feriepark i 2022. Resortet blev dermed landets 31. bedst besøgte attraktion og indtog en ottendeplads i kategorien for forlystelsesparker og badelande.


Relaterede artikler:

Jesperhus-direktør overtager Sønderjyllands største attraktion

Campingkæmpe investerer i danske pladser

Kendt feriepark vinder hæder fra besøgende