Henrik Munksgaard. PR-foto.

Jesperhus henter ny direktør hos MCH

I slutningen af 2023 fortalte Jesperhus’ administrerende direktør, at han starter i et nyt job til juni. Nu har ferieparken fundet en ny direktør med erfaring fra MCH og Legoland.

I december meddelte administrerende direktør hos Jesperhus Feriepark, Thomas Buch Tøstesen, at han stopper i stillingen, da han fra 1. juni skal være direktør for Universe Science Park.

Nu oplyser Jesperhus Feriepark i en pressemeddelelse, at man har fundet Tøstesens aftager i form at Henrik Munksgaard, som kommer fra en stilling som driftsdirektør i MCH, og har før også være park operations director i ni år i Legoland.

Den feriepark, som Henrik Munksgaard nu overtager, har de seneste år gennemgået en udvikling med fokus på børneoplevelser, hvor man forbinder børnenes fysiske besøg med et unikt, digitalt univers. På YouTube har Jesperhus rundet 200 millioner visninger på indholdet, som fokuserer på en række børnevenlige karakterer, og Jesperhus betegner sig selv som Danmarks største kommercielle udbyder af gratis underholdning til børn.

Har fulgt med fra sidelinjen
Henrik Munksgaard fortæller, at han i en årrække har fulgt med på sidelinjen, og han er imponeret over den udvikling, han har set.

”Det er en udvikling hvor karaktererne fra det digitale univers, bliver bragt til live i den tematiserede overnatning, liveshowene, alle aktiviteterne og nu er blevet en integreret del af den smukke park og de lokale omgivelser. Samtidig med en medarbejderstab, der virkelig forstår at levere fantastiske oplevelser til vores mange gæster. Derfor er det med stor glæde, at jeg går ind til opgaven med at skulle stå i spidsen for Jesperhus og fortsætte denne udvikling,” siger han.

Det er den store campingkæde First Camp, som ejer Jesperhus Feriepark. First Camp er Skandinaviens største campingkæde med mere end 70 campingpladser i Danmark, Norge og Sverige. First Camp ejer i Danmark 14 campingpladser foruden Jesperhus på Mors.

”Vi har haft en række stærke kandidater i spil til stillingen. Jeg er utrolig glad for, at Henrik har takket ja til stillingen. Han har en bred erfaring fra blandt andet Legoland og restaurationsbranchen, som kommer til at bidrage til den fortsatte udvikling af Jesperhus,” siger Johan Söör, koncernchef i First Camp og bestyrelsesformand i Jesperhus Feriepark.

 

Relaterede artikler:

Jesperhus-direktør overtager Sønderjyllands største attraktion

Videoer fra dansk feriepark set 200 millioner gange

Kendt feriepark vinder hæder fra besøgende