DCU-Camping Nærum. (Foto: Luftfoto Danmark | Freja Ejendomme | PR)

Staten vil skille sig af med DCU-campingplads

Nu har statens ejendomsselskab sat jagten ind på en køber til en stor grund, der i dag huser DCU-Camping Nærum. Den nuværende lejeaftale med Dansk Camping Union løber indtil 2031.

Freja Ejendomme har en række forskelligartede ejendomme i porteføljen, men fælles for dem alle er, at de har været ejet af enten den danske stat eller regionerne, indtil selskabet har fået dem overdraget. Herefter er opgaven, at udvikle dem yderligere eller sørge for, at de bliver solgt.

I øjeblikket er det statsejede ejendomsselskab i færd med at forsøge at afhænde et grundstykke på knap 74.000 kvadratmeter ved Nærum i Nordsjælland. Det er bortforpagtet og drives som campingplads af Dansk Camping Union (DCU).

Indtil Freja Ejendomme overtog grundstykket, var det ejet af Naturstyrelsen, der første gang underskrev en lejekontrakt med campingunionen i 1981 og flere gange siden har forlænget aftalen således, at den nu løber frem til den 31. marts 2031.

Har 240 pladser og flere forskellige faciliteter
Der er derfor heller ikke udsigt til, at campingpladsen nedlægges, selvom ejerskabet af grunden skifter hænder, lyder det fra ejendomsselskabet, der i salgsmaterialet fremhæver de naturskønne omgivelser i skoven Jægersborg Hegn, hvor pladsen ligger.

DCU-Camping Nærum har en samlet kapacitet på 240 pladser, hvor der både kan opstilles telte og parkeres henholdsvis campingvogne eller autocampere. Derudover er der en række fælles faciliteter, som pladsens gæster kan gøre brug af.

Det drejer sig blandt andet om bålplads, køkken, et vaskeri, badefaciliteter samt et opholdsrum, hvor det er muligt at se tv. Derudover rummer campingpladsen også en legeplads med hoppepude samt flere forskellige slags baner, der både gør det muligt at spille fodbold og petanque.

Sat til salg for 4,6 millioner kroner
Per Kondrup, der er salgschef i Freja Ejendomme, betoner, at der ikke er lang vej til København, selvom campingpladsen er placeret nord for hovedstaden.

”Her er muligheden for at erhverve sig et grundstykke med en fantastisk placering i Nordsjælland midt i skøn natur og med kort vej til mange spændende attraktioner og kun 30 minutter væk fra København.”

Det er Dansk Camping Union, der har opført alle de nuværende bygninger og andre faciliter på grunden og i henhold til den gældende aftale, har organisationen forpligtet sig til at fjerne dem alle seneste tre måneder efter, at lejeaftalen er ophørt.

Salgsprisen er sat til 4,6 millioner kroner.


Relaterede artikler:

Campingpladserne er booket godt op

Syddansk campingplads er landets bedste

Vil tiltrække autocampister med nyt samarbejde