Tisvildeleje Strand. Foto: Daniel Overbeck - VisitNordsjælland.

Kendt britisk medie sender roser til Nordsjælland

Et af verdens største medier roser den nordsjællandske kyst til skyerne i ny artikel. Det er uvurderlig omtale, lyder det.

Det store britiske med The Times har været på besøg i det nordsjællandske for at berette om badehoteller, jord til bord-restauranter og kunstmuseer.

Med over én millioner læsere og et sprog, der kan læses af et publikum, der rækker langt ud over Storbritannien og andre engelsktalende lande, kan man ikke undervurdere betydningen af den gode omtale, fortæller Christina Heinze Johansson, presseansvarlig i Destination Nordsjælland.

”At vi formår at tilltrække et så indflydelsesrigt medie som The Times er med til at sætte Nordsjælland og Den Danske Riviera på det internationale landkort. Den medieomtale er uvurderlig og med til at udbrede kendskabet til Nordsjælland udover nærmarkederne som mere end blot en endagsdestination,” siger hun.

Et alternativ til sydens bagende sol
Det er journalist og redaktør ved The Times, Jenny Coad, der har lagt turen forbi Nordsjælland, og hun fremhæver destinationen som et godt alternativ til Sydeuropas bagende varme sommer, hvor årets hedebølge visse steder har sendt temperaturen op over de 45 grader.

I stedet byder Nordsjælland ifølge journalisten på omskifteligt, anorakvenligt vejr, badehoteller med smagfuld indretning i gamle fiskerhuse, Danmarks mest besøgte kunstmuseum, Louisiana, og madoplevelser, hvor priserne på grund af de stigende forbrugerpriser i Storbritannien, der er ramt af en leveomkostningskrise, ikke længere føles så uvante for den britiske forbruger.

Markedsført under brandet ”den danske riviera” formår den nordsjællandske kystlinje dog alligevel at låne lidt af sydens stemning med sit italienskklingende navn.

Og det er da også en helt bevidst strategi, fortæller Annette Sørensen, direktør i VisitNordsjælland.

”Den Danske Riviera er slået igennem som turismebrand, og især internationale journalister har taget brandet og fortællingen til sig,” fortæller hun.

Hun uddyber:

”Den Danske Riviera er ”cool” – og køligere. De nordsjællandske badebyer har det hele; fantastiske badestrande og Danish ”hygge” i byerne, fremragende smagsoplevelser og kunst, kultur og historie i baghaven. Og så er her lavere temperaturer end i Sydeuropa. Vi ser derfor et stort potentiale i at blive en alternativ destination til Sydeuropa fremover.”

 

Relaterede artikler:

Fint andebesøg kan gavne turismen på destination

Selvbetjent museum sidst på dansk attraktionsliste

De 19 største attraktioner i destinationsselskaberne