Mødelokale på Comwell Aarhus. Arkivfoto.

Nyt værktøj skal give bæredygtigt rygstød til mødearrangører

Bæredygtighed bliver i stigende grad efterspurgt i møde- og erhvervsturismen. Men mange virksomheder oplever det som svært at danne overblik, og derfor har MeetDenmark nu lanceret en værktøjskasse som hjælp.

Bæredygtighed er i stigende grad et krav fra kunder i møde- og erhvervsturismen. Særligt kommende EU-lovgivning, der skærper kravene til bæredygtighed, får virksomheder og organisationer til at efterspørge, at virksomheder i turistbranchen arbejder med bæredygtige værdikæder.

Mens mange virksomheder inden for erhvervs- og mødeturismen allerede er i gang med arbejdet, oplever mange i branchen det også som en udfordring at skabe overblik, og derfor har MeetDenmark – det nationale udviklingsselskab for dansk erhvervs- og mødeturisme –  nu søsat en værktøjskasse med syv konkrete værktøjer, der skal gøre arbejdet med bæredygtighed lettere. Det oplyser MeetDenmark i en pressemeddelelse.

”Vi er rigtig stolte af at kunne præsentere denne værktøjskasse, der ikke kun vil hjælpe virksomheder med at overholde kommende EU-lovgivning, men også være med til at styrke deres konkurrenceevne i en tid, hvor kunder og interessenter efterspørger mere bæredygtige løsninger. Målet er ikke blot at følge med udviklingen, men at være frontløbere inden for den bæredygtige omstilling. Disse værktøjer er et skridt i den retning og en invitation til alle involverede parter til at tage aktiv del i at skabe en mere bæredygtig og ansvarlig fremtid,” siger Peter Dyhr Andreassen, sekretariatsleder, MeetDenmark.

Kan bruges i forskellige situationer
Værktøjskassens syv værktøjer er skabt således, at de kan bruges af virksomheder, uanset hvor langt de er i deres arbejde med bæredygtighed.

Den indeholder for eksempel både værktøjer til at analysere betydningen af nye indsatser i virksomheden, til at hjælpe med at rapportere indsatser og til at skabe ansvarlighed længere ude i værdikæden.

Værktøjskassen er udviklet i et samarbejde med BDO Advisory og Hansen & Ersbøll Agenda, og samtidig er værktøjerne udviklet og testet med virksomheder fra branchen, oplyser MeetDenmark.

”Jeg er overvældet over, hvor meget mindre virksomheder presses af rapporteringskrav fra alle sider, og hvor mange forskellige formater og krav der er. Nu har vi sørget for, at de enkelt og med god hjælp kan få de vigtigste data sendt afsted til deres kunder og så koncentrere sig om at få lavet en bæredygtig forretningsplan, som giver dem en stærkere markedsposition og skaber bæredygtig forandring,” fortæller Lotte Hansen, administrerende direktør hos Hansen & Ersbøll Agenda.

Hun tilføjer:

”Jeg ser dette som det pt. stærkeste gratis brancherapporteringsværktøj, som samler alle de rapporteringer, man kunne drømme om, og giver håndholdte råd med hjælpemanualer til erhvervs- og mødeturismen. Kunsten som mødested er at gøre bæredygtighed til en god oplevelse. Ingen gider tygge i en speltkotelet, bare fordi den er klimavenlig.”

I øvrigt kan MeetDenmarks værktøjskasse til bæredygtighed tilgås via dette link.

 

Relaterede artikler:

Ny video skal lokke erhvervsturister til

Hoteller går sammen om grøn bevægelse

Første hotelkæde melder sig ind i klimainitiativ