Silkeborg. (Foto: Silkeborg Kommune | PR)

Ny video skal lokke erhvervsturister til

VisitAarhus håber, at Silkeborgs natur kan fungere som trækplaster for erhvervsturister, da tendensen er, at disse i højere grad end før efterspørger oplevelser i tillæg til de faglige aktiviteter.

30 statister, billeder optaget med drone og et stykke tempofyldt elektronisk musik skal tilsammen medvirke til at overbevise aktører fra erhvervslivet om, at de skal placere kommende konferencer, møder og lignende aktiviteter i Silkeborg.

De tre elementer er de bærende søjler i en ny video, som VisitAarhus har fået produceret med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Meningen er, at den skal gøre det muligt kapitalisere på et uudnyttet men stort potentiale, oplyses det.

Ifølge destinationsselskabet burde det nemlig være muligt at få flere virksomheder til afvikle møder eller booke overnatninger i Silkeborg, hvis de bliver klar over de muligheder, som der er for at kombinere faglige aktiviteter med oplevelser i naturen i og omkring byen.

Er godt positioneret
VisitAarhus har i flere år arbejdet med netop oplevelser som et supplement til møder med henblik på at tiltrække erhvervsturister, fordi det er en trend på markedet. Det kan eksempelvis være at klatre i træer, skyde med bue og pil, lave mad samt at sejle i kano eller kajak.

Tendensen betyder, at Silkeborg har en styrkeposition, da kommunalpolitikerne i en årrække har været i færd med at brande byen som ’Danmarks Outdoor Hovedstad’, og derfor blandt andet har investeret i at skabe muligheder for, at både indbyggere og turister kan benytte naturen.

”Vi ser en stigende tendens til, at virksomhederne søger mere end bare et møde. De vil have en oplevelse koblet på, så mødet får en anden værdi end blot den faglige,” siger Pia Lange Christensen, der er direktør i VisitAarhus.

”Og her har Silkeborg et rigtig godt produkt med mange flotte mødefaciliteter, gode overnatningsmuligheder og oplevelser lige uden for døren. Det gør området særdeles attraktivt for virksomhederne.”

Skal bruges aktivt i fremtiden
Videoen tager udgangspunkt i området omkring Gudenåen. Den er optaget med en drone, som blandt andet flyver forbi den historiske ejendom Ny Hattenæs, båden Tranen og Radisson, ligesom også vandet og Silkeborgs søer er i fokus.

Helle Gade (S) er borgmester i Silkeborg Kommune, og hun håber, at videoen vil medvirke til, at flere turister vil besøge både byen og omegnen.

”Vi har outdoor med i næsten alt, hvad vi gør i Silkeborg Kommune, og vores natur er et naturligt omdrejningspunkt for det liv, som leves her. Det skal vores gæster også gerne opleve og have glæde af, når de besøger os. Mange turister besøger os allerede for at bruge naturen, og det samme skal vi få endnu flere erhvervsturister til.”

Ifølge VisitAarhus er Silkeborgs natur et aktiv i regionen, og den nye video skal benyttes som led i destinationsselskabets indsats med at byde på konferencer, tiltrække møder, lave inspirationsture og lignende, mens den derudover også bliver stillet til rådighed for turisterhvervet i kommunen.

Tidligere i år var der en vis grad af utilfredshed i Silkeborg over, at byen ikke blev tydeligere markedsført som Danmarks Outdoor Hovedstad i VisitAarhus-regi. Det blev fremført som en af årsagerne til, at kommunen overvejde at forlade samarbejdet. Silkeborg endte dog med at blive, mens Skanderborg Kommune meldte sig ud.


Relaterede artikler:

Skanderborg ladt i stikken af Silkeborg

Derfor er Silkeborg utilfreds med VisitAarhus

Erhvervsturisterne er vendt tilbage