Erhvervsturisterne er vendt tilbage til Danmark efter coronapandemien. Arkivfoto: Comwell.

Erhvervsturisterne er vendt tilbage

Corona sendte møder og konferencer på Zoom. Men efter pandemien ser det ud til, at også forretningsrejsende er vendt tilbage på landets hoteller.

Forretningsrejsende og mødeturister er vendt tilbage til de danske hoteller i stor stil. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I 2022 var der således 7,3 millioner hotelovernatninger relateret til erhvervsturismen, og det er en fremgang på tre procent sammenlignet med 2019, før coronapandemien gjorde sit indtog.

”Det rykind af forretningsgæster, som vi så i 2022, er både et udtryk for, at det stadig er fysiske møder mellem kollegaer eller forretningsforbindelser, der giver mest værdi. Men også at coronakrisen har skabt et enormt efterslæb i at samle folk og vedligeholde relationer, og at den økonomiske aktivitet trods energikrise og krig i Ukraine samlet set var høj i 2022,” siger Lars Ramme Nielsen, der er markedschef for turisme, oplevelse og kultur i Dansk Erhverv.

2023 lover godt
Starten på 2023 har været bedre end sidste år, hvor der var coronarestriktioner, som påbød en nedlukning af konferencelokaler i det meste af januar.

Der har dog i januar været forholdsvis lav belægning for hotellerne, hvilket ifølge Dansk Erhverv er relativt normalt. Derudover har mødearrangører tøvet med at booke i starten af året, fordi de frygter en genkomst af coronasmitte. Det er en tendens, som særligt ses i København, hvor der en høj kapacitet af værelser, skriver Dansk Erhverv.

”Ordrebøgerne for resten af 2023 ser fornuftige ud, og det tyder på, at mange virksomheder fortsat har høj aktivitet og investerer i træning, kurser, møder og inspirationsture. Noget mere usikkert er det, om de individuelle forretningsrejsende nogensinde kommer tilbage i samme grad som før corona, og før Teams- og Zoom-møder blev udbredte,” siger Lars Ramme Nielsen.

Efterlyser særregler om moms
Dansk Erhverv påpeger dog, at niveauet af bookinger ikke er et udtryk for, at 2023 bliver fri for udfordringer for branchen. Den økonomiske situation får forbrugere og virksomheder til at holde igen, og det kan få negative konsekvenser for hoteller og konferencesteder.

Derfor efterlyser Dansk Erhverv politiske tiltag, som skal bidrage til, at virksomheder fortsat vil prioritere bespisning af kunder, leverandører eller personale på landets restauranter, caféer og hoteller.

Konkret ønsker Dansk Erhverv et momsfradrag på 100 procent på restaurationsydelser, som det er tilfældet i nabolande til Danmark. Som det er nu, lyder det danske momsfradrag på 25 procent. Samtidig har de danske restauranter en flad moms på 25 procent, mens restaurantmomsen i for eksempel Tyskland og Sverige er henholdsvis syv og 12 procent.

”Det giver en skæv konkurrencesituation for danske virksomheder i forhold til de nærmeste konkurrenter. Samtidig er det svært at forstå, at indkøb til en kantine eller interne møder er fuldt fradragsberettigede, mens det samme ikke er tilfældet på restauranter og caféer. Ved at give virksomheder fuld momsafløftning ved erhvervsmæssig bespisning, kan vi understøtte efterspørgslen på de danske spise- og konferencesteder,” siger Lars Ramme Nielsen.

 

Relaterede artikler:

Ombudsmand: Tillæg er ikke længere muligt

Forhandler om 3F-kritik: ”Ærgerlig retorik”

Schackenborg Slot vil tiltrække erhvervsturister