VisitAarhus og Aarhus Taxa har indgået et samarbejde om sightseeing til turister. PR-foto.

Taxachauffører skal være turistguides i Aarhus

Når turister bevæger sig rundt i Aarhus, sker det ofte i en taxa. Den kontakt til turisterne ønsker VisitAarhus nu at udnytte med et nyt samarbejde, hvor chauffører uddannes til guides.

Når turister tager på rundrejse i Aarhus, kan de nu bestille en sightseeingtur hos Aarhus Taxa. På vej til destinationen fortæller chaufføren om et museum, byens restauranter eller for eksempel Himmelbjerget.

De taxachauffører, som nu deler deres viden med Aarhus’ turister, er blevet opkvalificeret i at fortælle om byens seværdigheder gennem et samarbejde mellem Aarhus Taxa og VisitAarhus.

Turisterne kan både være familier og erhvervsfolk fra ind- og udland. De står årligt for næsten 1,4 millioner overnatninger i Aarhus, oplyser VisitAarhus og Aarhus Taxa i en pressemeddelelse.

”Aarhus er en fantastisk by, som rigtig mange gerne vil se og høre om. Derfor er det naturligt, at vi har indgået et strategisk partnerskab med VisitAarhus om at give interesserede taxachauffører en viden om byens seværdigheder. En vigtig, fælles indsats for at formidle historien om vores by og resten af Østjylland på en interessant og personlig måde,” siger Astrid Donnerborg, administrerende direktør hos Aarhus Taxa.

Hun fortæller, at mange chauffører har vist interesse for at blive sightseeing-guides. Det er direktørens forventning, at cirka 80 chauffører allerede kommer igennem første runde af forløbet, før sommerferiesæsonen går i gang.

Kan løfte en langt større opgave
Hos VisitAarhus ser man det nye samarbejde som et godt eksempel på, hvordan partnerskaber mellem destinationsselskabet og virksomheder kan forbedre den personlige oplevelse, som turisterne får.

”Samarbejdet med virksomhederne i Aarhusregionen er helt afgørende for at vi lykkes med at give gæsterne en god oplevelse. Derfor er det dejligt, at vi kan give ny viden til de mange dygtige chauffører. Gennem vores samarbejder kan vi løfte en langt større opgave, end vi kan alene, og det gavner både turisterne og erhvervslivet lokalt,” fortæller Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.

VisitAarhus oplyser i øvrigt, at forløbet løbende bliver fulgt op med informationer til de chauffører, som er med, så de hele tiden er ajour med aktuelle begivenheder eller steder, de kan anbefale turisterne at se.

Turisterne opsøger anbefalinger
VisitAarhus og Aarhus Taxa har foretaget en undersøgelse blandt taxaselskabets vognmænd, og her svarer 85 procent, at turister ofte spørger dem til, hvad der er værd at se i Aarhus og omegn.

Turisterne spørger til alt fra aktuelle begivenheder, gode hoteller og restauranter til lokale kulturinstitutioner og oplevelser langt væk, oplyser samarbejdspartnerne. Det er heller ikke ualmindeligt, at turister booker taxature fra Aarhus og rundt på Djursland eller til Veteranbanen Bryrup-Vrads nær Silkeborg eller Mønsted Kalkgruber nær Viborg, oplyses det.

 

Relaterede artikler:

Lokale skal være med til at sælge Aarhusregionen

Aarhus håber på eksponering for millionvis af seere med VM

VisitAarhus gør status over et godt turismeår