VisitAarhus ønsker at tiltrække flere danske turister til Aarhusregionen. Derfor vil destinationsselskabet nu bruge lokale stemmer til at skabe opmærksomhed i ny radiokampagne.
Lokale stemmer skal markedsføre Aarhusregionen over for danske turister. VisitAarhus håber med en ny kampagne med plakater, flyers med mere på, at lokale vil ringe ind og indtale en telefonsvarerbesked med deres bedste anbefalinger til oplevelser, som kan få flere gæster til at besøge de syv kommuner, Aarhus, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Silkeborg, Randers og Viborg, som udgør Aarhusregionen.
Planen er at udvælge en stemme per område, som vil blive afspillet i radioer og på Spotify over hele landet. Det oplyser VisitAarhus i en pressemeddelelse.
”Der er ingen der er bedre til at sælge lokalområdet, end de lokale selv. Derfor håber vi også, at vi med det her lidt anderledes greb kan få mulige gæster i hele Danmark til at spidse ører og tænke, at Aarhusregionen lyder som et spændende sted at besøge,” fortæller direktør i VisitAarhus Pia Lange Christensen.
Håber, at folk vil lege med
På plakaterne og flyers i bybilledet i regionens store byer møder de lokale en vejledning til, hvordan de kan give deres bidrag til kampagnen.
VisitAarhus tager interesserede i hånden med forslag til beskeder, de kan indtale, men det er også muligt at være kreativ og anbefale de oplevelser, man lige præcis selv bedst kan lide.
”Vi er meget spændte på, hvordan det her bliver modtaget rundt i Aarhusregionen. Vi håber, at folk er klar på at lege med, så vi kan få nogle rigtig gode beskeder sendt rundt i landet. Og så glæder jeg mig også til at høre, hvor kreative beskederne bliver,” siger Johan Friis Bergholt, marketingchef i VisitAarhus.
Bliver en del af kærlighedskampagne
De indtalte beskeder bliver en del af den allerede etablerede, store kampagne ”Your Local Love,” som VisitAarhus søssatte sidste år. Det overordnede formål er at få både danske og internationale turister til at forelske sig i Aarhusregionen som destination, oplyser VisitAarhus.
Mens resten af kampagnen rammer lande som Norge, Tyskland og Holland, så vil de lokales telefonsvarerbeskeder kun blive brugt i Danmark.
”Flere af VisitDenmarks undersøgelser viser, at danskerne, udover at hente inspiration til deres ferie ad digitale veje, primært vælger feriested på baggrund af personlige anbefalinger fra andre. Det er blandt andet derfor, at vi har valgt at bruge de lokales stemmer i denne kampagne, for at gøre anbefalingerne så autentiske som muligt,” fortæller Johan Friis Bergholt, marketingchef i VisitAarhus.
Relaterede artikler:
VisitDenmark siger ”pyt” i ny kampagne
Fem store feriehusudlejere går sammen om at tiltrække tyskere