Der lægges vægt på de gode minder i den nye kampagne for a tiltrække tyskere til de danske feriehuse. Foto: VisitDenmark.

Fem store feriehusudlejere går sammen om at tiltrække tyskere

Selvom mange tyskere hvert år vælger at holde ferie i et dansk feriehus, er potentialet stadig større. Derfor er fem store feriehusudlejere gået sammen med VisitDenmark og Feriehusudlejernes Brancheforening om en ny kampagne, der skal vække følelser.

De danske feriehuse er populære blandt tyskerne. En undersøgelse, som VisitDenmark står bag, viser således, at hele 46 procent af de 3,7 millioner feriehusturister, der var i Danmark i 2022, var tyskere.

Samtidig er næste 10 millioner tyskere interesserede i at holde feriehusferie i Danmark i løbet af de næste tre år, og det er det højeste niveau siden 2017, viser tal fra den tyske Reisenanalyse.

Men det betyder ikke, at Danmark ligger helt i top på tyskernes liste. Vores land indtager således en tiendeplads over populære feriehusdestinationer, mens Tyskland selv indtager en førsteplads, som over 21 millioner tyskere overvejer som rejsemål for deres feriehusferie. Herefter følger Spanien og Italien.

Men de danske feriehusudlejere vil have Danmark længere op på listen, og derfor er Feriepartner Danmark, Esmark Feriehusudlejning, Nordsee Holidays, Sol og Strand samt Novasol gået sammen med VisitDenmark og Feriehusudlejernes Brancheforening om en ny kampagne, som blev lanceret den 1. februar 2024. Det oplyser VisitDenmark i en pressemeddelelse.

”Rekordmange tyskere er interesserede i at holde feriehusferie i Danmark. Men konkurrencen er benhård, og for at få tyskerne til at vende blikket mod Danmark, skal vi fortælle tyskerne, hvad der gør en feriehusferie i Danmark til noget særligt. Noget, de ikke kan få i andre lande. Derfor er vi gået sammen om en kampagne om dansk feriehusferie,” siger international markedsdirektør i VisitDenmark Mads Schreiner.

Ferieminder skal vække følelser
VisitDenmark oplyser, at feriehuskampagner ofte fokuserer på pris, produkt og beliggenhed. Den ny kampagne vil dog et spadestik dybere ved at fortælle en emotionel historie om Danmark med ferieminder som omdrejningspunkt.

”Vi har mange tyske gæster, som kommer igen år efter år, og mange har også besøgt Danmark som børn. Kampagnen er bygget op om deres ferieminder om Danmark, men fungerer samtidig som en anbefaling over for nye gæster. For det er et mål med kampagnen også at gøre nye tyske gæster interesserede i at vælge Danmark næste gang, de skal på feriehusferie,” siger direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening, Pernille Kofod Lydolph.

I kampagnefilmen fortæller tre hovedpersoner om deres ferieminder i Danmark. Samtidig viser filmen billeder fra dagens Danmark, der illustrerer minderne. Dermed går VisitDenmark efter at koble fortidens minder sammen med nutidens oplevelser, og filmens hovedpersoner rejser stadig til Danmark og anbefaler andre tyskere at gøre det samme.

Samtidig søger kampagnen at tale til tyskernes præferencer, hvor tryghed, nærhed og naturoplevelser ifølge parterne bag kampagnen står højt på listen, og hvor det danske feriehusprodukt samtidig er stærkt.

”De danske feriehuse er et unikt produkt. Det er danskerne selv, der ejer husene, og som gæst kommer man tæt på lokalbefolkningen. Og så ligger husene typisk ude i naturen, hvor der er meget plads og højt til himlen. Det kan tyskerne godt lide,” siger Pernille Kofod Lydolph.

Større potentiale trods stor popularitet
Selvom både 2022 og 2023 har været gode år for den danske feriehusbranche med en stigning i tyske overnatninger på 12,6 procent i 2022 sammenlignet med 2019 og et 2023, der indtil videre ser ud til at ligge på samme niveau. Og trods et 2024 med gode indikatorer, er der et større potentiale, mener samarbejdspartnerne bag videoen.

Det er derfor, de fem store feriehusudlejere, der normalt konkurrere om at få de tyske turister til at vælge netop dem, er gået sammen, fortæller direktør i Feriepartner Danmark, Flemming Toft Andersen. Det handler simpelthen om at gøre kagen større.

”Vi er hver især dygtige til at skabe bookinger, men den fælles kampagne skal gøre Danmarks andel af det tyske marked endnu større og få flere tyskere til at få øjnene op for en feriehusferie langs de danske kyster. Så følger vi op hver især med individuelle salgskampagner,” siger han.

 

Relaterede artikler:

VisitDenmark siger ”pyt” i ny kampagne

Kommunikationsekspert: VisitDenmarks nye kampagnevideo er pudsig

Udlejer ærgrer sig: Mangler sommerhuse i landsdel