Nok er der lagt i kakkelovnen til en travl sommer hos Feriepartneres nordjyske udlejningsbureauer, men kapaciteten flugter ikke med efterspørgslen fra gæsterne. ”Det er ærgerligt,” lyder det.
Det går den rigtige vej, men der er fortsat udfordringer. Sådan lyder meldingen fra Feriepartner i kølvandet på de for nyligt offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik, som viser, at der ved udgangen af november sidste år var booket 249.000 husuger i 2024.
Tallet repræsenterer en stigning på 41.000 husuger, hvis man sammenligner med niveauet i årets næstsidste måned i 2022. Det er især i juni, september samt påskemåneden marts, hvor der er registreret de største stigninger sammenlignet med sidste år.
Hos Feriepartner, som råder over en portefølje bestående af omkring 8.000 feriehuse, bekræfter Jan Brusgaard, der er indehaver af de otte Feriepartner-bureauer i Nordjylland, at man i øjeblikket har udsigt til nogle travle måneder.
“Interessen for den kommende sæson har mildest talt været overvældende. Når vi dykker lidt ned i tallene for 2024, kan vi se, at det især er efterspørgslen i for- og sensommeren, der er større end tidligere.”
“Ud over mange gæster i maj, juni og september forventer vi en højsæson på niveau med 2023, så vi får rigeligt at lave, og det glæder vi os til.”
Er steget med over 10 procent
Selvom både tallene fra Danmarks Statistik og oplevelsen hos udlejningsbureauerne peger på, at konturerne til en travl sommer er ved at blive tegnet op, er der dog forsat en udfordring på den nordjyske del af danmarkskortet.
Flere steder i landsdelen overstiger efterspørgslen ifølge Feriepartner nemlig den tilgængelige kapacitet, og det til trods for at flere sommerhusejere end tidligere er begyndt at udleje deres ferieboliger i Nordjylland.
”Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er antallet af nordjyske huse til udlejning gennem Feriepartner steget med mere end 10 procent, hvilket er en yderst positiv udvikling,” udtaler Jan Brusgaard.
”Men når vi ser på Nordjyllands samlede feriehusmarked, er kun knap 23 procent af husene tilgængelige på udlejningsmarkedet, og det er ærgerligt, når gæsterne står i kø.”
Feriepartner anslår, at der er godt 35.000 sommerhuse på tværs af Nordjylland.
Relaterede artikler:
Kun hovedstaden havde vækst i overnatninger i 2023