Absalon Hotel Group med tre hoteller i København vandt førstepladsen i kategorien Mindre Arbejdspladser – med op til 50 medarbejdere – ved uddelingen af Great Place to Work-priserne.
Familieejede Absalon Hotel Group med 343 værelser på sine tre hoteller på Vesterbro – Absalon Hotel, Andersen Boutique Hotel og Annex Copenhagen – omvekslede tirsdag aften sin andenplads fra sidste år i kategorien Danmarks bedste arbejdsplads til førstepladsen. Det skete i kategorien Mindre Arbejdspladser – med op til 50 medarbejdere.
Det skete da Great Place to Work-priserne blev uddelt ved arrangement i Cirkusbygningen i København af analyse- og konsulentvirksomheden Great Place To Work. Priserne er i tre kategorier, afhængig af virksomhedernes antal medarbejdere: fra 20-49, fra 50-499 og med over 500 ansatte. De 135 tilmeldte danske virksomheder i årets Great Place to Work-undersøgelse betaler Great Place to Work for at få foretaget en omfattende medarbejderundersøgelse, der er med til at danne grundlag for årets vindere.
Absalon Hotel Group vandt i aftes også en særpris fra Great Place to Work som Danmarks Bedste Arbejdsplads for unge.
”Vi ved ikke på forhånd, om vi vinder, vinderne bliver udråbt ved arrangementet i Cirkusbygningen; vi ved, at vi er blandt de nominerede – men vi ved ikke, hvordan de andre virksomheder i vores kategori har scoret i årets undersøgelse,” siger Karen Nedergaard, administrerende direktør for hendes families Absalon Hotel Group, til STANDBY.dk og tilføjer:
”Great Place to Work-undersøgelsen er blandt andet en omfattende profil af vores virksomhed, herunder dens firmakulturelle værdier. Den fortæller os, hvor vi er stærke, og hvor vi er svage og kan blive bedre.”
Blandt kodeordene for førstepladsen til Absalon Hotel Group var anerkendelse, ansvar og fællesskab. Og førstepladsen i kategorien Mindre Arbejdspladser er et resultat af tre års arbejde med kultur og arbejdsmiljø i Absalon Hotel Group, skriver hotelgruppen i pressemeddelelse og fortsætter:
”Listen bygger på en trivselsundersøgelse blandt medarbejderne, der besvarer spørgsmål om blandt andet troværdighed, anerkendelse og fællesskab.”
Prisen afliver myte
Selv siger Karen Nedergaard, der i øvrigt er formand for hotelerhvervets brancheorganisation, Horesta, i Region Hovedstaden, i pressemeddelelsen:
”Vi er så stolte af, at en lille familiejet hotelkæde gør sig bemærket, og prisen er med til at afmontere myten om, at det er dårligt at arbejde på hotel.”
”Blandt vores næsten 50 medarbejdere har vi 16-17 nationaliteter ansat, mennesker med vidt forskellig baggrund, uddannelse og nationalitet, og vores fineste opgave er at skabe en fælles virksomhedskultur. Det er samtidig afgørende at skabe respekt for hinandens arbejde,” siger Karen Nedergaard.
Kommunikation på tværs
Et vigtigt værktøj på den treårige kulturrejse i Absalon Hotel Group er en engelsksproget kommunikationsapp, hvor medarbejdere og ledelse løbende tager pulsen på kultur, ledelse, kommunikation og medarbejdertilfredshed, forklarer driftsdirektør i Absalon Hotel Group, Karina Living.
I app’en er al kommunikation samlet ét sted på tværs af ledelseslag og faggrupper. ”Vi har lige stor fokus på at skabe gode oplevelser for hinanden, som vi har over for vores gæster, og det gør vi med en motiverende kultur, som anerkendelse er en vigtig del af. I app’en giver vi hinanden ”cheers”, små digitale likes, der er et vigtigt parameter i at fremme vores kultur,” siger Karina Living.
Det var 18. gang, analyse-og konsulentvirksomheden Great Place to Work kårede Danmarks bedste arbejdspladser. 31.400 medarbejdere i 135 tilmeldte danske virksomheder deltog i årets undersøgelse.
Relaterede artikler: