I forbindelse med, at rekordmange familier de seneste år har søgt om feriehjælp, har Nyborg Strand trådt til for at hjælpe 70 børnefamilier med at få en god ferieoplevelse.
I sommeren 2022 fik Jan G. Larsen, direktør for Nyborg Strand Hotel & Konference en god idé. Direktøren havde hørt en radioudsendelse, der satte fokus på, at et rekordstort antal familier havde fået afslag på feriehjælp og således ikke kunne komme på ferie.
Den tendens er i øvrig fortsat ind i 2023, hvor 25 procent flere søgte om feriehjælp sammenlignet med sidste år, hvor 10.281 familier søgte om feriehjælp, og sammenlignes tallet med 2019, er stigningen endnu mere markant.
I 2019 søgte 3.946 familier om Feriehjælp hos Dansk Folkehjælp. I 2023 er det tal steget til 12.820.
“Det ramte mig dybt i hjertet. Det bør ikke være virkeligheden i vores velfærdssamfund. Min første tanke var, at det kunne jeg og vi på Nyborg Strand gøre noget ved. Det føltes som det mest naturlige for mig at tage den opgave og føre den ud i livet. Det handler om medmenneskelighed og om at gøre noget godt for andre – og dét er vi gode til på Nyborg Strand,” fortæller Jan G. Larsen til Turisme24.dk.
Hotellet valgte derfor at indgå i et samarbejde med Kirkens Korshær, hvis rolle var at finde 70 familier via hjælpeorganisationens familiehuse og lokalafdelinger, som ankom i to hold til et fire dage langt, gratis ophold på hotellet.
Herudover var repræsentanter fra Kirkens Korshær under ferieopholdet med for at støtte op om familierne, der ikke er vant til, at noget kommer af sig selv og tilmed uden betingelser.
Har været en succes
Hotellet fortæller nu, at det har været en stor succes at have de 70 familier boende. Konceptet har fungeret noget nært upåklageligt.
”Det er gået helt fantastisk. Det har været en virkelig rørende oplevelse for os alle sammen. Vi er blevet mødt med den største kærlighed og taknemmelighed fra alle familierne og ikke mindst fra Kirkens Korshærs personale. Det har virkelig været en god oplevelse. Det har været minimalt, hvis der overhovedet har været justeringer undervejs. Fokus har ligget på, hvad der ville være sjovt for familierne, hvad de ville kunne klare, og hvad der ville give mening for børnene,” fortæller Kathrine Thyrri Jørgensen, marketingchef hos Nyborg Strand Hotel & Konference.
Samtidig har hotellet også hørt fra flere familier, at de har sat stor pris på at opholde sig på hotellet. Jan G. Larsen fortæller, at det ikke kun drejer sig om familier, hvor økonomien er det store problem.
”Vi har hørt nogle af familierne fortælle, at det er første gang, at de har kunnet tage deres børn med på overnatninger. Det er børn, der ikke vågner op til morgenmad og et organiseret familieliv. Det er ikke altid økonomien, der er problemet, det kan være mange forskelligartede udfordringer,” siger han.
Medarbejdere brænder for projektet
Mens Kirkens Korshær har stået for at hjælpe de familier, der måtte have brug for det, med det praktiske, har hotellet stået for at levere på hospitality-delen. Og her har hotellets medarbejdere mere end bakket op.
Blandt andet blev der lavet en ”butik” med legetøj og tøj, som hotellets personale donerede til familierne, og som familierne helt selv kunne gå på opdagelse i. Og medarbejderne har taget varesortimentet seriøst.
”Vi oplever, at en af vores medarbejdere, en far, kommer med sine børn, og de læsser simpelthen legetøj og tøj ud af bilen i sække. Han var gået hjem og havde talt med sine børn om det her, og så havde de bare ryddet deres værelser,” siger Jan G. Larsen.
Han fortæller, at Kirkens Korshær har været en uvurderlig partner i forhold til at udvælge familier og give dem en god oplevelse.
”De fantastiske mennesker, som var her, har haft stor glæde af, at Kirkens Korshær var med dem. Der er vanskeligheder nok i deres hverdag. Der er en grund til, at de ikke normalt tager på hotel. En ting er, at der kan være økonomiske udfordringer. Men der er også mange andre udfordringer, som de her familier kan stå med, og det hjælper Kirkens Korshær med. Uden dem, ville det her ikke være muligt,” fortæller Jan G. Larsen.
Klar til at indgå femårig aftale
For at skabe de perfekte rammer for de 70 børnefamilier blev et af hotellets konferencesale omdannet til et stort kreativitetsrum, hvor der var aktiviteter, leg og filmaften.
Nyborg Strand har også inddraget andre samarbejdspartnere i projektet, hvor Egeskov Slot eksempelvis giver fri entré til alle familierne, mens et lokalt busrejseselskab stiller busser til rådighed til en meget lav pris.
På hotellet er der ingen tvivl om, at man vil gentage projektet, og lige nu er man i gang med at få de sidste detaljer på plads i en femårig aftale med Kirkens Korshær, oplyser hoteldirektøren.
Relaterede artikler:
Behovet for feriehjælp stiger markant