Nyborg Strand. (PR-foto)

Hotel tilbyder 70 udsatte børnefamilier gratis ophold

Rekordmange familier søgte sidste år feriehjælp, og nu træder Nyborg Strand til og hjælper 70 børnefamilier. “Det handler om medmenneskelighed og om at gøre noget godt for andre,” siger hotellets direktør.

I den danske turisme- og oplevelsesindustri findes der mange velgørende initiativer, og et af de bedre kommer fra Nyborg Strand, der er blandt Danmarks største hotel- og konferencecentre med 422 værelser og 30 møde- og konferencelokaler.

Nyborg Strand, der gerne vil være kendt som hele Danmarks mødested fortæller på hjemmesiden, at hemmeligheden bag succesen blandt andet er et stærkt værdigrundlag. Det er ikke blot tomme ord, hvilket et nyt walk the talk-initiativ dokumenterer.

Hotellet vil i den kommende sommer tilbyde et all-inclusive ferieophold for udsatte familier i Danmark. Dermed bliver hotellet et mødested for 70 børnefamilier, der ankommer til hotellet i to hold i løbet af sommeren. Her står den på fire dages ferie med fuld forkælelse og masser af aktiviteter.

Samarbejde med Kirkens Korshær
At Nyborg Strand i år har taget dette initiativ udspringer at en radioudsendelse som hotellets direktør Jan G. Larsen hørte sidste sommer. Her blev der sat fokus på, at et rekordstort antal familier havde fået afslag på feriehjælp og således ikke kunne komme på ferie.

Eksempelvis havde Dansk Folkehjælp i 2022 ansøgninger fra i alt 10.281 familier om hjælp til at komme på sommerferie, og det var 160 procent flere end i 2019. Men det er kun muligt at hjælpe én ud af 10 ansøgere.

“Det ramte mig dybt i hjertet. Det bør ikke være virkeligheden i vores velfærdssamfund. Min første tanke var, at det kunne jeg og vi på Nyborg Strand gøre noget ved. Det føltes som det mest naturlige for mig at tage den opgave og føre den ud i livet. Det handler om medmenneskelighed og om at gøre noget godt for andre – og dét er vi gode til på Nyborg Strand,” fortæller Jan G. Larsen.

Hotellet valgte derfor at indgå i et samarbejde med Kirkens Korshær, hvis rolle er at at finde familierne via lokalafdelingerne. Herudover vil repræsentanter fra Kirkens Korshær under ferieopholdet deltage og støtte op om familierne, der ikke er vant til, at noget kommer af sig selv og tilmed uden betingelser.

Klar til at indgå femårig aftale
For at skabe de perfekte rammer for de 70 børnefamilier vil et af hotellets konferencesale blive omdannet til et stort kreativitetsrum, hvor der vil være aktiviteter, leg og filmaften.

Nyborg Strand har også inddraget andre samarbejdspartnere i projektet, hvor Egeskov Slot eksempelvis giver fri entré til alle familierne, mens et lokalt busrejseselskab stiller busser til rådighed til en meget lav pris.

Ifølge Nyborg Strand er der tale om et pilotprojekt i 2023, men hvis alt går efter planen, vil man indgå en femårig aftale med Kirkens Korshær, så endnu flere kan komme på ferie i de kommende år.

 

Relaterede artikler:

Rekordmange danske familier søger feriehjælp

Kendt dansk hotel åbner ”elev-restaurant”

Genåbner Vestdanmarks største hotel