Nyborg Strand. (PR-foto)

Samarbejder om gratis ophold til udsatte familier

Efter at have haft 70 familier boende gratis i løbet af sommeren har Nyborg Strand nu valgt at indgå et femårigt samarbejde med en velgørenhedsorganisation. Støtten har allerede været stor.

Flere og flere danskere har svært ved at finde luft i økonomien til at tage på ferie. Det er en kedelig tendens, som viser sig i den voksende mængde ansøgninger for feriehjælp, som organisationen Dansk Folkehjælp modtager.

I 2023 søgte 12.820 danskere om feriehjælp. Til sammenligning lød tallet på blot 3.946 familier i 2019, og det er en udvikling, som har fået Nyborg Strand Hotel & Konference til at reagere.

I sommers bød hotellet 70 socialt udsatte børnefamilier indenfor over to såkaldte sommercamps med gratis ophold i samarbejde med Kirkens Korshær. Nyborg Strands direktør, Jan G. Larsen, har tidligere fortalt til Turisme24.dk, at hotellet oplevede initiativet som en stor succes, og derfor vælger man nu at fortsætte samarbejdet de næste fem år frem. Det oplyser hotellet i en pressemeddelelse.

Kirkens Korshær stod i år for at udvælge familierne, der fik lov at deltage på hotellets sommercamps. Samtidig stod organisationen for at hjælpe de familier, der måtte have brug for det, med det praktiske, mens Nyborg Strand har stået for at levere på hospitality-delen.

Med den femårige aftale forventer Nyborg Strand at kunne tage imod 240 gæster på all inclusive-ferie i forbindelse med initiativet.

”Vi er dybt taknemmelige for vores samarbejde med Nyborg Strand og de mange rørende øjeblikke, vores kolleger kunne berette om efter sommerens debut. Nyborg Strand formåede på disse ophold at skabe håb og glæde blandt de deltagende familier, hvor forældrene fik rum til at slappe af og børnene kunne føle sig almindelige og ligeværdigt behandlet. Det er guld værd – og desværre ikke noget, som ellers er disse familier og børn forundt,” fortæller Stine Lene Hansen, chef for socialt landsarbejde hos Kirkens Korshær.

Har oplevet overvældende støtte fra eksterne aktører
Det er dog ikke kun Kirkens Korshær og Nyborg Strand, der har stået klar med støtte til de 70 familier, som fik ophold på hotellet i 2023.

Hotellet oplevede også overvældende opbakning fra forskellige samarbejdspartnere og leverandører, som ønskede at støtte op om projektet, fortæller Jan G. Larsen.

For eksempel kom teambuildingvirksomheden Coastzone og lavede forskellige lege og teambuildingøvelser for børnene, Egeskov Slot gav gratis adgang til alle familierne, Lyrecco, der sælger kontorartikler, sendte diverse tegnesager og udstyr til det store krearum, hotellet havde lavet til familierne, mens Canon stillede kameraer til rådighed og gav portrætbilleder og fotobøger til alle familier.

”Det har været fantastisk at opleve den store opbakning til projektet – både i lokalsamfundet, hos leverandører og samarbejdspartnere, blandt vores medarbejdere og gode kolleger i branchen. Det er en smuk og meningsfuld proces at arrangere disse ophold, hvor vi lægger lommeregneren på hylden og bruger vores hjerter. Jeg er meget stolt af, hvad vi på Nyborg Strand var sammen om at præstere i sommers, og glæder mig helt vildt til at gøre det igen de næste fem år,” siger Jan G. Larsen.

 

Relaterede artikler:

Hotel gik all in på hjælp til udsatte familier

Behovet for feriehjælp stiger markant

Hotel tilbyder 70 udsatte børnefamilier gratis ophold