Amalie Druekær Rasmussen og Alexander E. Krause er Årets Tjenerelever 2023. (Foto: HORESTA | PR)

To erhvervsskoler i fokus ved DM for elever

Det var kokke-og tjenerelever fra henholdsvis Zealand Business College og Aarhus Tech, der løb med guldet ved danmarksmesterskabet for gastronomielever.

Siden 1992 har der været afholdt de officielle danmarksmesterskaber for professionelle kokke, og i 2006 kom tjenerne også til, hvorefter konkurrencen siden har heddet Årets Kok & Årets Tjener.

Det er HORESTA og 3F, der samarbejder om konkurrencen, og det samme er tilfældet for DM for elever inden for kokke-, tjener- samt smørrebrøds- og cateringfaget, der blev afviklet onsdag på Madværkstedet i København.

Her skulle der kåres Årets Kokkeelever, Årets Tjenerelever og Årets Smørrebrød- og Cateringelever findes.

Kokkeeleverne skulle kreere en tre-retters menu inden for en tidsgrænse på seks timer og 30 minutter. Den ene af de tre retter var kendt på forhånd, en anden var baseret  på et kendt hovedemne, mens den tredje ret var udfordret ved, at råvarerne først var til rådighed på finaledagen.

Luna Danielsen-Byrsting og Mikkeline Møller Rasmussen er Årets Kokkeelever 2023 (Foto: HORESTA | PR)

De bedste kokkeelever i 2023 blev Luna Danielsen-Byrsting og Mikkeline Møller Rasmussen fra ZBC (Zealand Business College). Luna er elev hos Bistro 17 i Køge og Mikkeline hos Pomle Nakke på Falster.

Mere guld til ZBC – men også til Aarhus Tech
Det var også elever fra ZBC,  der er en af Danmarks største erhvervsskoler, der løb med guldet hos tjenereleverne.

ZBC, der har over 6.000 årselever på adresser i 10 byer på Sjælland, havde Amalie Druekær Rasmussen og Alexander E. Krause med i konkurrencen, og de beviste med tjenerguldet, at de var bedst til borddækning, vinidentifikation, vinforklaring, mixologi samt gæstebetjening.

Amalie er elev på Støvlet Katrines Hus i Sorø, mens Alexander til daglig holder til hos Toldboden i Frederikssund.

Kasper Kirketerp Hansen og Sara Arbjerg Pedersen er Årets Smørrebrød- og Cateringelever (Foto: HORESTA | PR)

Der var også guld til smørrebrøds- og cateringelever, og her var det Kasper Kirketerp Hansen og Sara Arbjerg Pedersen fra Aarhus Tech, der kunne rejse hjem med guldet. Kasper er elev på Patrick F i Aarhus og Sara på Malling Kro.

Aarhus Tech er også en af Danmarks større erhvervsskoler med omkring 3.300 årselever.

 

Relaterede artikler:

Dansk Bocuse d’Or-sejr kan give turismen et boost

Danmark har stadig verdens bedste restaurant

Scandic glæder sig over flere elever til hotelfag