Den lille Havfrue (Foto: Rasmus Flindt Pedersen | VisitCopenhagen/PR)

Stor undersøgelse: Danskerne bakker op om turismen

En ny undersøgelse, som VisitDenmark står bag, viser, at danskerne bakker op om turismen og har et positivt syn på turisterne i deres lokalområde. Dansk turisme er i topform, lyder det fra minister.

Danskerne har et positivt syn på turismen. Det viser en ny undersøgelse som analyseinstituttet Epinion har foretaget for VisitDenmark.

Epinion har målt danskernes opbakning til turismen herhjemme, og undersøgelsen viser, at 78 procent af danskerne bakker op om turismen i Danmark generelt, mens 71 procent er positive over for turisterne i netop deres lokalområde. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser særligt, at danskerne mener, at turismen har positiv værdi for den lokale økonomi og handelslivet, og det er noget, der afføder positive reaktioner fra erhvervsminister Morten Bødskov (S).

”Dansk turisme er i topform og her spiller danskernes opbakning en stor rolle. Turisme har stor betydning for vores samfundsøkonomi og for danskernes hverdag. For turisme er mere end gode oplevelser, det er også arbejdspladser, lokal sammenhængkraft og vækst. Turismehvervet leverer hvert år flotte resultater, og har bare i år sat flere rekorder, blandt andet med flotte overnatningstal og mange udenlandske besøgende. Den indsats skal honoreres. Derfor skal vi investere i turismen, og derfor har regeringen sat 100 millioner kroner til en styrket turismeindsats på Finansloven 2024,” siger ministeren således.

Vil opfinde nye historier
VisitDenmarks undersøgelse er foretaget blandt 8.000 respondenter. De har alle besvaret fire faktaspørgsmål om turismen. Siden 2021 er det tredje gang, undersøgelsen foretages, og siden første undersøgelse er turismen vokset med 22 procent målt på kommercielle overnatninger.

Generelt er danskerne stolte af, at turister har lysten til at besøge deres lokalområde. Syv uf af 10 respondenter i undersøgelsen giver således udtryk for denne holdning. Samtidig mener de fleste, at de har et medansvar for at give turisterne en god oplevelse.

VisitDenmarks administrerende direktør, Katja Moesgaard, glæder sig over undersøgelsens resultater. Hun påpeger, at danskernes opbakning er vigtig, da det er en nødvendighed konstant at opfinde nye vinkler, der kan fange turisternes interesse.

”Jeg synes, det er interessant, at danskerne er mere positive over for turismen, når man har den tæt inde på livet, og jeg bemærker også, at danskerne er stolte over, at deres lokalområde tiltrækker turister. Dansk turisme står et godt sted lige nu, men vi ved også, at vi bliver nødt til hele tiden at kunne fortælle nye historier om Danmark og danskerne for fortsat at være relevante, når man skal vælge rejsemål. I den sammenhæng er danskernes opbakning vigtig, for det er i høj grad danskerne og vores livsstil, som de udenlandske turister er interesserede i. Og en positiv holdning til turisme er et fantastisk godt afsæt for at få etableret et godt samspil med især de udenlandske turister.”

Erhvervsministeriet påpeger i øvrigt, at det er en målsætning i den nationale strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme, at borgernes overordnede positive opfattelse af turismens betydning for det danske samfund øges.

 

Relaterede artikler:

God oktober måned for dansk turisme

Ny analyse: Mere fokus på kapacitetsvækst uden for hovedstaden

Ny rapport: Mange flere cykelturister vælger Danmark