Sommerhus. (Foto: Feriehusudlejernes Brancheforening | PR)

Sommerhusejere risikerer momsregning

Mulige ændringer i momsreglerne vurderes til at kunne ende med at få konsekvenser for udlejningen af danske sommerhuse. Brancheforening kalder forslaget for en ommer.

Et nyt notat fra Europa-Kommissionen har ført til rynkede bryn flere steder i branchen, da det forslag, som omtales i notatet, potentielt kan få stor betydning for de mange danske sommerhusejere, som hvert år lejer deres feriebolig ud til turister fra ind- og udland.

I øjeblikket er sommerhusene fritaget for moms, men Kommissionen ønsker at tilpasse de gældende momsregler således, at de følger med den digitale udvikling. Det skriver Finans.

Størstedelen af sommerhusudlejningen i medlemslandene foregår via digitale platforme, og derfor lægger EU-Kommissionen i notatet op til, at udlejning i under 45 dage i fremtiden skal være momspligtig.

Vil ramme for bredt
I juli offentliggjorde VisitDenmark en analyse, som gik i dybden med den danske sommerhusudlejning i 2022. Den viste, at der sidste år var 191.149 privatejede feriehuse i Danmark, hvoraf 40.744 eller 21 procent var udlejet i en kortere eller længere periode.

Frygten er, at udsigten til en momsregning vil påvirke sommerhusejernes lyst til at leje ud samt prisudviklingen på sommerhus på tværs af Danmark.

Feriehusudlejernes Brancheforening ser med bekymring på de mulige ændringer af momsreglerne, som direktør Pia Loft mener, rammer for bredt og kalder for en ommer. Foreningen er i dialog med Skatteministeriet om reglerne.

Frygter ringere vilkår for udlejerne
Såfremt forslaget om de ændrede momsregler føres ud i livet, vil regningen blive sendt til de portaler, hvorpå sommerhusudlejningen finder sted. Mikkel Høegh, der er afdelingsdirektør i Jyske Realkredit, har en forventning om, at det vil få konsekvenser for forholdene på markedet.

”Mine erfaringer er, at når det er EU-systemet, der står bag, så er vi superverdensmestre i Danmark til at efterleve reglerne. Vores konkurrenceevne bliver ringere, og det vil sætte sig i sommerhuspriserne.”

Bestyrelsesformand Jan Vinther Laursen fra HORESTA slår fast, at han nærer en skepsis i forhold til de omtalte ændringer i momsreglerne, da disse kan være med til at skabe ringere vilkår for feriehusudlejningen her til lands.

Som svar på en henvendelse om sagen fra mediet oplyser Skatteministeriet til Finans, at der kan gå flere måneder inden, at forslaget behandles yderligere.


Relaterede artikler:

Genkender ikke billede af prisstigninger

Sommerhusejere reagerer på rykind sydfra

Så mange sommerhuse bliver lejet ud i Danmark