De digitale kasseapparater skal blandt andet kunne registrere kortbetalinger. (Foto: Nets | Twitter.com | PR)

Skærper snart krav om digitale kasseapparater

Snart vil Skattestyrelsen kræve, at langt flere virksomheder benytter et digitalt kasseapparat, mens kravene til de enkelte løsninger ligeledes skærpes således, at de skal leve op til 15 punkter.

Vær opmærksom. Sådan lyder meldingen fra HORESTA til en række af brancheorganisations medlemsvirksomheder såsom restauranter, cafeer, værtshuse, diskoteker og pizzeriaer, da de står til at blive omfattet af nye regler.

Det er Skattestyrelsen, der fra den 1. januar næste år stiller krav om, at virksomheder med en omsætning på under 10 millioner kroner skal gøre brug af et digitalt kasseapparat, der lever op til en række forskellige krav.

Styrelsens indsats for at øge digitaliseringen på tværs af en række brancher har været i gang i flere år, da man ser løsningen som et værktøj, der kan bidrage til at komme en eventuel sort økonomi med ukorrekte skatteindbetalinger til livs.

Pålagde 60 procent at bruge løsning
Udviklingen startede med, at indførsel af digitale kasseapparater var en sanktionsmulighed, som Skattestyrelsen kunne pålægge de virksomheder, hvor man kunne konstatere uregelmæssigheder, når styrelsens ansatte foretog kontroller.

Fra den 1. juli 2021, hvor reglerne første gang trådte i kraft, og frem til den 11. januar 2022 blev 357 virksomheder kontrolleret, og ud af disse blev 215 – svarende til 60 procent – pålagt, at de af den ene eller anden grund fremover skulle benytte den digitale løsning.

Siden har man som led i myndighedernes indsats mod blandt andet sort arbejde valgt at gøre brugen af kasseapparaterne obligatorisk samt stramme kravene til dem således, at apparaterne lever op til en fælles teknisk standard, oplyser Skattestyrelsen.

Flere end 12.500 virksomheder kan blive omfattet
Fra januar næste år kræves det derfor blandt andet, at kasseapparaterne kan registrere alle handlinger i en elektronisk journal, at de kan benytte et særligt filformat kaldet SAF-T, at de automatisk registrerer transaktioner med digitale betalingsmidler samt at apparatet har en skuffe til opbevaring af kontanter.

Revisions- og konsulentvirksomheden PricewaterhouseCoopers har tidligere anslået, at de nye regler kan ende med at gælde for flere end 12.500 virksomheder i detail- og servicebranchen. Ifølge HORESTA bør erhvervsdrivende allerede nu sikre sig, at det givne kasseapparat, som man benytter, flugter med reglerne.

”Hvis du er en af de virksomheder, der bliver omfattet af kravet fordi du har en omsætning på under 10 millioner kroner, er det vigtigt, at du snarest kontakter din leverandør af kasseapparater for at sikre, at dit kasseapparat enten allerede lever op til kravene for digitale kasseapparater, eller for at høre, om dit kasseapparat eventuelt kan opdateres, så det fremover lever op til kravene.”

”Lever dit kasseapparat ikke op til kravene og kan det heller ikke opdateres, vil du være nødt til at investere i et nyt kasseapparat,” skriver brancheorganisationen.


Relaterede artikler:

Antallet af konkurser er steget markant

Mangel på elever presser branche

Inflationen presser landets restauranter