Udeservering i København. Foto: Kim Wyon.

Samler underskrifter for at redde udeservering

En interesseorganisation har startet en underskriftindsamling for at bevare udeservering i København efter klokken 22. ”Det er simpelthen ikke en international storby værdig,” lyder det.

Brancheforeningen Danmarks Restauranter & Caféer (DRC), som repræsenterer mere end 1.500 danske virksomheder, ønsker at få Københavns Kommune til at droppe forbuddet mod udeservering efter klokken 22 fra søndag til torsdag, som et flertal i Københavns borgerrepræsentation bestående af SF, Socialdemokratiet, Alternativet og De Konservative ellers ønsker at vedtage.

”Forslaget om at indskrænke udeserveringen i vores stolte hovedstad er ikke et udtryk for en storby-mentalitet. Det er en politisk bestræbelse på at imødekomme et lille men højtråbende mindretal af beboere. Det er simpelthen ikke en international storby værdig,” skriver DRC i oplægget til underskriftindsamlingen.

Underskriftindsamlingen blev oprette den 26. maj, og har allerede indsamlet tusindvis af underskrifter: 9.164 i skrivende stund for at være helt præcis.

Københavnerne vil have udeservering
Et af DRC’s hovedargumenter er, at udeservering er særdeles populært blandt københavnerne. Det underbygger brancheorganisationen med en undersøgelse, som analyseinstituttet Megafon har foretaget tidligere i 2023.

Her har Megafon gennemført 520 interviews via internettet og 501 interviews via telefon blandt københavnere over 18 år.

Undersøgelsen viser blandt andet, at mange københavnere selv benytter sig af udeservering. Således svarer 97 procent af undersøgelsens respondenter, at de i nogen grad benytter sig af tilbuddet.

43 procent svarer, at de bruger udeservering ofte, mens 38 procent svarer ”af og til” og 15 procent svarer ”sjældent.” Blot tre procent af respondenterne svarer, at de aldrig benytter sig af udeservering.

Delte meninger om lukketid
46 procent af undersøgelsens respondenter svarer også, at de bor tæt på udeservering, og blandt dem svarer 81 procent, at de ser udeservering som noget positivt. 52 procent svarer, at udeservering er positivt, mens 29 procent svarer, at det er meget positivt.

Mere delte er københavnerne dog, når de skal svare på, hvornår udeservering skal lukkes ned om aftenen. 42 procent svarer, at udeservering skal holdes åben til midnat på hverdagsaftener, to procent mener, at udeservering skal fortsætte til klokken ét, mens seks procent foretrækker klokken to.

I den anden ende mener 46 procent, at udeservering bør lukke før kl. 24. Her mener 26 procent, at klokken 22 er et passende tidspunkt, mens 19 procent peger på klokken 23. Fem procent svarer ”ved ikke” til spørgsmålet om, hvornår udeservering bør lukke.

 

Relaterede artikler:

Er kritiske over for forbud mod udeservering

Københavnerne bakker op om udeservering

Inflationen presser landets restauranter