Comwell Copenhagen Portside. Arkivfoto: Comwell Hotels.

Nyt tilbud vil samle booking af teamaktiviteter

Det kan være svært at få overblik over mulighederne, når virksomheder vil booke konferencer med gruppeaktiviteter. Derfor samler en erhvervsorganisation nu mulighederne hos dem.

Der er efterspørgsel på fysiske møder og konferencer efter coronapandemien. Der er ligeledes efterspørgsel på teamaktiviteter, hvor for eksempel grupper af medarbejdere i en virksomhed bliver rystet sammen. Det skriver organisationen Danske Konferencecentre i en pressemeddelelse.

Men det kan være en udfordring for kunder, der efterspørger denne type aktiviteter at finde frem til en konferenceudbyder, som kan rumme teamaktiviteter, for de færreste venues har deres egne eventmedarbejdere ansat, og derfor bliver det en lang proces at finde frem til det rigtige venue.

Samler muligheder på ét sted
For at gøre det nemmere for kunder og konferencesteder at finde frem til hinanden, tilbyder organisationen Danske Konferencecentre nu at formidle kontakten mellem kunden og de af organisationens mere end 100 medlemmer, der kan varetage opgaven, kunderne efterspørger.

”Det er helt naturligt, at vi også tilbyder kunderne at formidle kontakten til nogle af markedets bedste udbydere af teamaktiviteter og dermed bliver en one-stop-shop for møder og konferencer,” siger direktør i Danske Konferencecentre, Marlene H. Sylvester-Hvid.

Indtil videre bygger Danske Konferencecentres tilbud på tre teamaktivitets- og eventbureauer.

Efterspørgsel efter corona
Thomas Sunke, som er direktør for et af de tre bureauer, som indtil videre er ombord, fortæller, at der er efterspørgsel på teamaktiviteter efter coronapandemien.

”Vi kan virkelig mærke, at folk har siddet derhjemme under coronaen. En del af de arbejdsmønstre, som pandemien førte med sig med hjemmearbejde og onlinemøder, er ovenikøbet kommet for at blive i et vist omfang, så rigtig mange virksomheder har et stort behov for at samle medarbejderne og dyrke sammenhængskraften,” siger han.

Thomas Sunke fortæller, at dette fører til nye tendenser på markedet.

”Det er ikke længere nok at mødes afdelingsvist i mindre grupper. Vi oplever, at det er hele virksomheder, der har brug for at mødes for at dyrke og udvikle sammenholdet.”

 

Relaterede artikler:

Går efter store internationale konferencer

Færre grupperejser bekymrer branchen

Fokuserer på kongresser med langsigtet værdi