Antallet af grupperejser er stadig lavere end før corona. Det bekymrer DACI. Arkivfoto fra Steigenberger Alsik Hotel & Spa i Sønderborg.

Færre grupperejser bekymrer branchen

Mens 2022 bød på den ene rekord efter den anden, er det dog ikke på alle parametre, at turismen er kommet sig over corona. Grupperejser halter bagefter.

2022 var på mange måder et år, hvor dansk turisme rejste sig, efter en coronapandemi der i perioder lukkede helt ned for turistbranchen.

Således viser de seneste overnatningstal fra Danmarks Statistik, at der i 2022 blev foretaget 12 procent flere overnatninger sammenlignet med 2019, året inden corona nåede til Danmark. Sammenlignet med 2021 var der i 2022 22 procent flere overnatninger.

Men på hotellerne er der stadig ikke lige så mange turister på grupperejse som før pandemien. Faktisk foretog ferieturister på grupperejser 22 procent færre hotelovernatninger end før corona, mens erhvervsturister på grupperejser foretog 8 procent færre hotelovernatninger.

Den lavere aktivitet bekymrer brancheforeningen Danish Association of Conference- and Incoming agencies (DACI), der tirsdag var forsamlet til generalforsamling på Børsen i København. Det skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Efterspørger øget markedsføring
De 10 incoming- og kongresbureauer, som er medlem af DACI, arbejder med planlægning og eksekvering af professionelle møder, kongresser, konferencer, fagmesser, erhvervsrejser samt rundrejser og specialdesignede ferieophold. Det sker i samarbejde med hoteller, Venues, restauranter attraktioner og transportselskaber.

Foreningens formand, Hanne Mikkelsen, som ejer Nordic Tours, fortæller, at det kan mærkes i branchen, at de grupperejsende ikke er vendt tilbage efter corona.

”I incoming- og kongresbranchen nød vi godt af de mange turister i 2022. Men når det gælder grupperejser, så er Danmark stadig under niveauet i 2019, og det er især slemt i hovedstaden. Det kan mærkes på de hoteller, restauranter og butikker, som nyder godt af de højtforbrugende internationale grupperejser,” siger formanden.

At færre foretager grupperejser i Danmark skyldes ifølge DACI og Dansk Erhverv, at fjerne markeder som Kina stadig var plaget af corona sidste år. Dertil kommer, at grupper fra USA, Japan Australien og Indien stadig ikke er vendt tilbage.

På den baggrund efterspørger DACI en styrket markedsføringsindsats på oversøiske markeder.

”Danmark bliver nødt til at øge koordinationen og styrke indsatsen yderligere for at tiltrække turister langvejs fra til kongresser, professionelle møder og rundrejser i Norden og Europa. Det er et købestærkt segment, som går udenom Danmark, hvis vi ikke formår at være mere synlige.”

Sikrer langsigtet stabilitet
Hos Dansk Erhverv påpeger man, at fokus på gruppeture er med til at sikre, at hotellerne kan få styrket deres økonomiske fundament, fortæller Lars Ramme, markedschef for turisme, oplevelse og kultur.

”Kongresser, firmamøder og gruppeture planlægges med længere tidshorisonter end for individuelle rejsende, og forbruget er markant højere. For hoteller og venues er det med til at sikre et solidt fundament i ordrebøgerne mange år frem. Den stabilitet er der særlig brug for i tider med stor usikkerhed,” siger han.

Dansk Erhverv har igangsat en indsats for aktører, som arbejder med kongresser, messer, konferencer og events.

Fokus i indsatsen er blandt andet på at imødegå de ændringer, der opleves i beslutningsprocesser og risikostyring for større kongres- og rejsearrangører i kølvandet på coronapandemien.

På den baggrund samarbejder Dansk Erhverv med Wonderful Copenhagen om projektet ”Congress Risk Sharing”, der skal komme med anbefalinger til at sprede, dele og nedbringe risici for aktører, der arbejder med kongresser.

 

Relaterede artikler:

Historisk mølle bliver blandt andet til kursussted

Sådan skaber Scandic succesfulde møder

Stort kongrescenter slutter sig til DI