Martin Engell-Rossen. Foto: Danfoss/PR

Martin Rossen skal arbejde for HORESTA

HORESTA har fået statsministerens tidligere stabschef og særlige rådgiver, Martin Rossen, med på holdet for en stund. Han han skal være med til at udvikle en ny branchestandard.

Kravene for bæredygtighed i hotel- og restaurantbranchen vil i løbet af de næste år være tiltagende fra samarbejdspartnere, medarbejdere og gæster, men også det offentlige Danmark og EU. Og kravene handler om alt fra CO2-udledning til mangfoldighedspolitik og medarbejdertrivsel.

Derfor går HORESTA efter sommerferien i gang med udviklingen af en ny, frivillig ESG-branchestandard, som organisationen håber, vil hjælpe virksomheder i branchen med at rapportere på de områder, som ESG dækker. Det skriver HORESTA i en pressemeddelelse. ESG står for ”Environment”, ”Social” og ”Governance.”

HORESTA har på den baggrund hentet statsministerens forhenværende særlige rådgiver og stabschef, Martin Engell-Rossen, der netop har etableret sig som selvstændig rådgiver med fokus på strategisk kommunikation og ESG-rådgivning, og nu vil bistå HORESTA i udviklingen af den nye branchestandard.

Martin Engell-Rossen har de seneste tre år været ansat i Danfoss som koncernchef med ansvar for global bæredygtighed, kommunikation, politik og marketing. Dette indebar blandt andet ansvaret for udvikling af Danfoss’ ESG-strategi.

Et område med enorm betydning
HORESTAs direktør for politik og bæredygtighed, Mette Falkenberg Rasmussen, fortæller, at HORESTA aktuelt oplever stigende efterspørgsel fra medlemmer på ESG-værktøjer og -rådgivning.

”ESG er et område, som får enorm betydning for erhvervslivet de kommende år. Derfor stiller HORESTA sig nu i spidsen for at udvikle en branchestandard, som kan sikre alle medlemmerne ’a license to operate’ i fremtiden. Vi vil blandt andet sikre mulighed for, at virksomhederne fremadrettet kan benchmarke sig op mod hinanden og dermed skabe mulighed for at sparre med hinanden og hjælpe egen virksomhed til at flytte sig fremad på ESG-dagsordenen,” siger hun.

Martin Engell-Rossen tager for alvor fat på opgaven fra august og skal i løbet af efteråret mødes med HORESTAs medlemsvirksomheder for at modtage flest mulige input og inddrage dem i processen.

”I min optik er det vigtigt, at alle i erhvervslivet – store som små – forholder sig til ESG. Det bliver afgørende for at kunne drive en sund forretning i fremtiden. De øgede forventninger til alle virksomheder er ikke alene en udfordring men også en mulighed for positiv differentiering,” siger Martin Engell-Rossen.

HORESTA gennemførte for nylig en undersøgelse blandt sine medlemmer, som afdækkede, hvor meget fokus der er på ESG. Her svarer 56 procent af de helt små virksomheder, at de i ”nogen grad”, ”i høj grad” eller ”meget høj grad” har fokus på arbejdsvilkår og trivsel. Blandt virksomheder med over 10 millioner kroner i omsætning gælder det for 82 procent.

 

Relaterede artikler:

Birthe Becker: ‘Tiden er inde til en ny begyndelse’

Hun skal overtage direktørposten i VisitDenmark

Dansk Erhverv udnævner branchedirektør