M/F Broen. Foto: M/F Broen.

Kommune vil skrotte den sidste Storebæltsfærge

Selvom eksperter advarede, valgte Slagelse Kommune alligevel at købe Danmarks sidste Storebæltsfærge for at omdanne den til turistattraktion. Nu vil kommunen i stedet skrotte færgen.

Humøret var højt, da den gamle Storebæltsfærge M/F Broen, den sidste af sin slags, i august 2020 blev trukket ind i havnebassinet i Halsskov, hvor den lokale garde spillede skibet i havn, mens flere hundrede tilskuere var mødt frem for at overvære skibets ankomst.

Slagelse Kommune havde i alt bevilget 17,4 millioner kroner til køb og landsætning af færgen, og tanken var at bruge skibet til museum for færgeoverfarten over Storebælt samt rammer for kulturarrangementer.

Forinden havde eksperter advaret kommunens politikere om store vedligeholdelsesudgifter ved at købe færgen, og siden er færgen da også blevet en endog meget stor økonomisk hovedpine for Slagelse Kommune.

Ifølge en vurdering, som kommunen har fået eksterne konsulenter til at foretage, vil det koste 242,8 millioner kroner at restaurere færgen til sin fordums storhed. Derfor har byrådet i Slagelse Kommune nu valgt, at færgen skal skrottes. Det skriver TV2 Øst.

Slagelses borgmester Knud Vincents (V) har været med mediet ombord på færgen iført beskyttelsesdragt, da færgen er fuld af asbest. Her kunne borgmesteren ved selvsyn konstatere det forfald, M/F Broen er i. Umiddelbart efter besøget udtalte borgmesteren:

”Det bekræfter mig i, at den beslutning, som jeg har taget sammen med et flertal i byrådet, er den rigtige. Vi må videre herfra. Der er taget en fejlbeslutning. Det må vi stå til ansvar for. Vi kan heller ikke forsvare – i den situation vi står i – at bruge mange flere penge på færgen. Midlerne er efter min vurdering bedre brugt på at renovere svømmehaller, udbygge Trelleborg (vikingeborg ved Slagelse, red.) og for eksempel sikre hjælp til ældre og handicappede.”

Socialdemokratiet håber stadig på redningskrans
Det er dog ikke alle politikere i kommunen, der endnu helt har opgivet drømmen om at omdanne færgen til et vartegn og attraktion.

Socialdemokratiet er fortsat imod en skrotning. Partiet henviser til færgens kulturelle betydning. I stedet håber man på en regningskrans i form af en frivillig fond, der byder sig til, og som ønsker at bruge penge på at bevare det 71 år gamle skib, der blev bygget på Frederikshavn Værft og Flydedok i 1952.

Partiet ønsker, at Slagelse Kommune afsætter yderligere fem millioner kroner til en undersøgelse, der skal afdække, om der rent faktisk findes fonde, som vil yde bidrag til, at færgen kan redes.

Socialdemokratiets gruppeformand i byrådet i Slagelse, Sofie Janning, påpeger, at det indtil videre kun er undersøgt, hvorvidt færgen skal skrottes, eller om kommunen skal stå for hele vedligeholdelsen. Forvaltningen i Slagelse Kommune vurderer i øvrigt, at det vil koste 10 millioner kroner at skrotte M/F Broen.

 

Relaterede artikler:

Kommune vil skære i støtten til endnu en attraktion

Kommune trækker stikket på attraktion

Forbarmer sig over lukningstruet museum