Flere af Small Danish Hotels hoteller og kroer kan nu levere strøm til gæsternes elbiler. PR-foto.

Indgår aftale om el-parkering

Small Danish Hotels har indgået en aftale, der kommer til at øge mængden af parkeringspladser til elbiler hos kæden. Godt en tredjedel af kædens hoteller har meldt sig.

Den danske bestand af elbiler steg med hele 69 procent i 2022, og der kører nu 112.700 elbiler rundt på vejene med dansk nummerplade. I Norge er antallet 600.000. For danske hoteller betyder det, at flere og flere elbiler kører ind på parkeringspladsen med ejere, som efterspørger strøm til bilen.

Derfor har Small Danish Hotels nu valgt at oprette flere parkeringspladser specifikt til elbiler på kædens 70 hoteller. Opdateringen af kædens infrastruktur sker i samarbejde med E.ON Drive Infrastructure, der har et af Danmarks største ladenetværk til elbiler med strøm fra vedvarende energi. Det skriver E.ON i en pressemeddelelse.

Finn Kræfting, administrerende direktør i Small Danish Hotels, fortæller, at det efterhånden er et krav, at gæsters transportløsninger tænkes ind i hoteldriften.

”Vi oplever en stigende efterspørgsel fra hotelgæster med elbil, og det vil vi gerne imødekomme. Tidligere var energikilden til gæsternes transportløsninger ikke en naturlig del af hotel- og hospitalitybranchen, men i dag er det nærmest en hygiejnefaktor. Mange norske gæster kommer i elbil, og tendensen går samme vej blandt danske gæster, og her vi vil gerne være et skridt foran”, siger Finn Kræfting, som er administrerende direktør i Small Danish Hotels.

Hoteller vælger selv
Aftalen mellem Small Danish Hotels og E.ON er dog ikke ensbetydende med, at der nu kommer ladestationer på alle kædens parkeringspladser med det samme.

Samarbejdet betyder, at energiselskabet kan indgå aftaler med de enkelte hoteller om etablering og drift af el-ladestandere på overnatningsstederne. Hotellerne stiller i princippet parkeringspladser til rådighed, mens E.ON står for drift, service og vedligehold.

Indtil videre har godt en tredjedel af hotellerne i Small Danish Hotels tilmeldt sig aftalen, oplyser E.ON.

Kommer også lokalområder til gode
Finn Kræfting fortæller, at det ikke kun er kædens gæster, der kommer til at nyde godt af aftalen. El-parkeringspladserne kan benyttes af alle elbilister på farten, og for Small Danish Hotels ser man det som et bidrag til den grønne omstilling, hvor kæden derved er med til at støtte infrastrukturen til elbiler generelt.

”Der kan være langt mellem strømstikkene til elbiler, når man kommer lidt ud på landet, så hotellernes lademuligheder gør det nemmere for bilister at være med på den grønne bølge. Vi er meget glade for at give et skub til den grønne omstilling, der samtidig understøtter den generelle infrastruktur i Danmark,” siger han.

 

Relaterede artikler:

Sydfynsk hotel får Green Key

Nearcation ligner en blivende tendens

Lolland får hotel kun for voksne